mandag, juli 29, 2013

Breaking Bad. Breaking Sweet. Sweet Crystal Meth.

All bad things come to an end. 
Nye seere kan begynde herunder. Ni minutters recap af de første 4 1/2 sæson af den forrygende tv-serie Breaking Bad.

(Hvis du IKKE har set serien endnu , men overvejer at gøre det, så se IKKE videoen her. Spoiler alert!!)
.
En kedelig kemilærer, Walter White, fra Albuquerque, Arizona, får konstateret en alvorlig kræftsygdom og bevæger sig ind i narkobranchen. Han bruger sin viden fra laboratoriet til at producere og sælge crystal meth i en særligt ren, værdifuld og blå udgave for at tjene ekstra penge til sin familie, som snart skal undvære ham. Walt forandrer sig fra at være en Karl Kedelig til at være Heisenberg, den sejeste, ondeste meth cook ever. Walt is Breaking Bad.

Den 11. august begynder den anden halvdel af femte sæson, og det bliver slutningen på serien. Vi er nogen, der har ventet med spænding. Stor spænding.

Det kan være svært at vente. Zulu har sendt og genudsendt en masse afsnit, og selvom jeg HAR set alle afsnittene for nylig, har det været en frydefuld fornøjelse at se dem igen. Og igen. Især de tidlige afsnit er stykket sammen af en overraskende cocktail af brutalitet og stor humor. Lige noget for mig. Sikkert ikke for alle.
Hvis jeg nu havde haft et badekar, så kunne jeg slappe af mens jeg ventede med et dejligt karbad med Bathing Bad badesalt fra CoolStuff, min yndlings gadgetforretning, som jeg har skrevet om et par gange: Dette velduftende badesalt vil ikke forstyrre livet i gaderne, gøre dig høj eller give dig mulighed for at forsørge din familie. Derimod kan du bruge det i badet for at blive totalt afslappet. Nøjagtigt ligesom originalen fremstilles det i Albuquerque, men af naturlige salte og æteriske olier i stedet for af kunstige kemikalier.
(A pro pos badekar. Hvis du så videoen herover, husker du måske en makaber scene, der omfattede et badekar - ca. 50 sekunder inde...)

Læg mærke til den fine grafiske brug af forkortelsen for grundstof nr. 56, Ba, fra det periodiske system. Det er et gennemgående visuelt udtryk i tv-serien.
Men badesalt er bare ikke helt nok. Jeg tænker noget til indvortes brug. Jeg har overvejet, hvordan jeg skal fejre serieafslutningen, og er gået i opfinderhjørnet i det søde laboratorium. Nej, faktisk har jeg bare gjort, hvad andre - fx. Sugar Hero - har gjort: lavet crystal meth-look alike-bolcher.

The Candy Lady i Albuquerque har også lavet meth candy, og det skabte selvfølgelig røre...


Breaking Sweet - Crystal Meth

  • 1 1/4 dl vand
  • 50 g glukosesirup
  • 200 g sukker
  • blå frugtfarve
Du skal bruge et sukkertermometer.

Kom vand, glukose og sukker i en lille gryde. Varm blandingen langsomt op til kogepunktet og kog nu indtil temperaturen når 145 grader. Tag gryden af varmen og rør en enkelt dråbe blå farve i blandingen. 
Det er vigtigt, at blandingen ikke bliver varmere end 145 grader, for så begynder den at blive gullig, og når der kommer blå farve i, bliver resultatet grønt. Det er ikke meningen. Du kan evt. tilsætte et par dråber (farveløst) smagsstof fx. pebermynteolie.

Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir, og lad massen størkne helt. 
Giv sukkerpladen nogle slag med en hammer, og server bolcherne i små lynlåsposer.
Breaking Bad. Breaking Sweet.
Jeg ville have etiketter på mine poser, så jeg fandt siden lmntology.com, hvor man kan få lavet ord med bogstaver fra det periodiske system. Eftersom ikke alle bogstaver er repræsenteret i det ægte periodiske system, kan man vælge at tilføje bogstaver fra fiktive grundstoffer. De lilla stoffer er fra fiktionens verden.
Selvom man er (sukker-)pusher, kan man jo godt tilbyde sine kunder en ordentlig ingrediensliste. 
Min yndlingssukkerjunkie var tilfreds med produktet.
P.S. Hvis du vil kunne se de nye, sidste afsnit af Breaking Bad, så snart de bliver vist på amerikansk tv fra den 11. august - om to LANGE uger - kan det være en idé med en amerikansk iTunes-konto. Det er (næsten?) ikke ulovligt.

Ingen kommentarer: