Småkager (Part Three): Cookie Dough-hapser på pind

En af fordelene ved at blive voksen er, at man er den, der kontrollerer skålen og piskerisene, når der bliver bagt kage. Man er den, der bestemmer, hvor grundigt skålen skal skrabes for dej og hvor hårdt og hvor mange gange piskerisene skal slås mod kanten, inden de må slikkes. "Master of the Cookie Dough"!

For de fleste ved jo, at kagedej smager guddommeligt. Blødt, sødt, fedt, trygt. Alt det, som moders mælk også var. Men det skal bages, det skidt, og det gør vi så. Indtil tanken pludselig slår ned: Hvorfor dog? Jeg er jo voksen; jeg kan selv bestemme om min kagedej skal i ovnen eller ej.

Ben & Jerry har indset det. Vægtvogternes Smart Ones ved det. Amerikanske slikfabrikanter, fx. Taste of Nature, har set lyset. Man kan ligefrem følge Cookie Dough Bites på Facebook!

Det er så himmelråbende indlysende, at det er svært at fatte, at det har taget verden så lang tid at komme væk fra skammen og den lidt ydmygende følelse af at være barnlig - på den ufede måde - og i stedet at stå ved det: Dej smager skønt! Og der er ingen grund til at holde sit fix hemmeligt. Det er jo ikke værre end så mange andre ting, som man kan nyde med stor fornøjelse. I passende portioner.

Jeg har nu for første gang taget konsekvensen: da jeg havde stukket småkager ud forleden (her finder du en god opskrift) og alle kantstykkerne var tilbage, rullede jeg ikke dejen fladt ud og stak flere småkager ud. I stedet rullede jeg resterne til en pølse, som jeg lagde i fryseren. Enhver - rest af en - god smørrørt småkagedej kan bruges; hvis du skal lave hapser til andre end dig selv, skal du måske overveje at bruge pasteuriseret æg.

Da dejen var blevet fast, skar jeg den i mundrette hapser, smeltede noget mørk chokolade, stak en pind i hver bid og dyppede og VIPS! Efter en lille tur i køleskabet, så var der hapser på pind.

Legepladsen er ovre til højre. Udenfor billedet.

Prøv det! Dit indre barn vil juble i vilden sky!