Agnes Cupcakes? Tja. Bob-bob. Ja, ja. Måske.

I'm not impressed.

Jo, af stedets (vi taler om den nyåbnede Agnes Cupcakes i Sværtegade i Indre København) konsekvente visuelle udtryk: Fine æsker. Minimalistisk indrettet lokale. Kønne piger bag disken. En kæmpestor menu, der viser hvilke varianter, der kan fås på hvilke dage af ugen. Der er helt tydeligt tænkt over tingene.
Men nu er det jo kager, der handler om. Cupcakes. Simpelt. Enkelt. Lækkert.

Jeg har først for relativt nyligt få øjne og ører op for forskellen mellem muffins og cupcakes. Indtil for få øjeblikke ville jeg have sagt at forskellen er pynten. Altså at en muffin bliver til en cupcake, når den får fin glasur eller andet snask mv. på toppen. Men forskellen er måske dybere endnu. Måske er en cupcake dybest set en kage, mens en muffin dybest set er en slags brød. Curious Foodie giver sin udlægning.

Et langt stykke hen ad vejen er jeg ligeglad med, om en kage hedder det ene eller det andet. Jeg ved bare, at når jeg kommer ind i en forretning, der som sit navn og sin eneste vare har cupcakes til kr. 25 stykket, så har jeg visse forventninger. Om en GOD kage med masser af "frosting" og meget gerne pyntet lidt overdådigt.

De forventninger blev skuffede, da jeg i torsdags købte cupcakes for kr. 100 (på nær en femmer; der er rabat ved storkøb.) Når man sælger fx. en cupcake med blåbær til den pris og i de omgivelser, så forventer jeg klar og god blåbærsmag. Syrlighed, som kontrast til det søde, og ikke bare en våd og farvet antydning af bær i kagen og en heftig farve på frostingen. Sorry.

Det ser godt ud nede i æsken. Indrømmet. Også når de har været bag på cyklen gennem byen og er væltet en anelse. Men kagerne er ikke interessante. Forskellige, ja, men kedelige. Og toppingerne er heller ikke enestående. Der er også for lidt af den, og den er ikke overdådig nok. Ikke kun efter min smag vel at mærke.

Jeg delte de fire cupcakes med min søster og hendes to piger, og de var heller ikke "oppe at ringe". Den ene lod simpelthen sine kagesnutter ligge på tallerkenen og spiste kun frostingen. Jeg har allerede næsten glemt oplevelsen.

(Jeg er nødt til atter en gang at nævne Konditori Antoinettes cupcake, der ville frem i livet. Den var lille, men smagte af noget, og var netop overdådigt pyntet.)

Måske er jeg negativt forudindtaget. Cupcakes har bl.a. fået deres "rise to fame" bl.a. gennem Sex and the City, og det er mildt sagt ikke min kop te. Jeg tror nu, at en fantastisk cupcake kunne have fået mig til at droppe paraderne og blive begejstret - mere er jeg trods alt ikke styret af mine fordomme - men nu var cupcaken ikke fantastisk, så det vil vi aldrig kunne vide med sikkerhed...

Hvor svært kan det være at bygge en Tivolikage?

Det er faktisk ikke så svært. Det tager bare ret lang tid.

• Inspirationen: Konditori Antoinettes miniatureudgave af Tivolikagen, som jeg smagte forleden. 
• Opskriften: planket fra James Price i Politiken (hvor F..... er opskriften blevet af?); justeret en anelse. 
• Opdagelsen: jeg har ingen erfaring i øvrigt med Tivolikager. INGEN. Jeg har så vidt jeg husker aldrig spist én (bortset fra bidden af minien forleden) og har ingen barndomsminder om kagen. Ingen nostalgi. No nothing. Men en trang til at prøve at lave den. 

Here we go:

Bundene (linsedej):

• 120 g smør
• 180 g mel
• 45 g flormelis
• lidt salt

(James' opskrift samler dejen med æg. Det sprang jeg over, for det virkede ikke nødvendigt. Jeg har også gjort opskriften lidt større - og muligvis bundene lidt tykkere.)

Ingredienserne smuldres sammen med fingrene, samles og æltes ikke mere end højst nødvendigt. Lægges i køleskabet mindst ½ time pakket ind i plastfolie.

Rul dejen ud til 3-5 mm's tykkelse og stik runde skiver - ca. 6-7 cm i diameter - ud med fx. et glas eller en småkageudstikker. Kom dejskiverne i smørsmurte linseforme og bag dem ved ca. 200 grader i ca. 15 minutter. De skal være fint lysebrune.

(James anbefaler at "blindbage" linserne; dvs. at bage dem med et lag staniol over og med bønner på staniolen. Det skulle forhindre kagerne i at bule op. Den slags har jeg aldrig haft tålmodighed til. And who cares, hvis kagerne buler lidt? Ikke mig. Jeg har ellers mange gange været fristet til at købe keramiske bagebønner fordi det kunne være en cool ting at eje, når man nu er entusiast. Men jeg ved jo, at jeg ikke kommer til at bruge dem. Gør som du synes.)


Marengs:

• 3 æggehvider
• 100 g sukker
• 40 g flormelis
• 40 g sukker

Æggehvider og 100 gram sukker piskes helt stift sammen. Herefter vendes flormelis og ekstra sukker i massen. Kom det hele i en sprøjtepose (eller fx. en frysepose, hvor du klipper et hjørne af) og sprøjt runde marengskupler ud på et stykke bagepapir. Bag/tør kuplerne ved ca. 100 grader i ca. 1 time. (Sæt evt. en træske i klemme i ovndøren, så den kan stå på klem, og du kan få temperaturen langt nok ned.) Når marengsene - som stadig skal være helt hvide - frivilligt slipper bagepapiret, er de færdige.Lad dem køle helt af.


Rom-råcreme:

• 3 æggeblommer
• 2 spsk sukker
• 2 spsk mørk rom
• Flødeskum af 2 dl piskefløde

Pisk æggeblommer og sukker sammen indtil det er lyst og skummende. Tilsæt rom og pisk lidt mere. Pisk flødeskum og vend det i æggesnapsen.

(Det bliver en ret stor portion råcreme. Jeg tror, at James må have været optaget af at bruge de tre æggeblommer, som er blevet til overs fra marengsene (og der var i øvrigt også rigeligt). Jeg brugte pasteuriserede æggeblommer, så en halvering af opskriften ville ikke gøre noget. Bortset at overskydende råcreme aldrig har været et stort problem...)

Æblemos:

• 3 gode æbler
• sukker efter behov
• citron efter behov (Jeg brugte et lille drys citronsyrepulver. Jeg ved godt, at det måske er begyndelsen på en kemisk glidebane, men det er altså snildt, når man bare skal bruge en anelse syrlighed og ikke nogen egentlig citronsmag eller mere væde)

Jeg skrællede æblerne, fjernede kernehusene og skar dem i små stykker. Kogte dem med en lille smule vand og noget sukker og som nævnt lidt citronsyre. Æblerne var af en type, som ikke kogte ud, så jeg gav dem en tur med stavblenderen. Og kogte dem derefter ind, så mosen ikke var alt for vandet. Det er svært at give præcise anvisninger, for æbler er så forskellige. prøv dig frem. Eller køb færdig æblemos.

Gele:

• Et par skefulde ribsgele

Kom ribsgele i en sprøjtepose med en lille rund tylle. Eller i en frysepose med et meget lille hul i hjørnet. (Det blev ikke helt vellykket. Måske bliver det pænere, hvis man køber en tube sprøjtegele, som nok har en bedre konsistens? Eller måske skal geleen "æltes" før den sprøjtes ud? Eller? Der er plads til forbedring.)

Flødeskum:

(Måske skulle al flødeskummet af 2 dl. fra råcremen ikke have været i dér. Det giver i hvert fald god mening at nøjes med 1 dl til råcreme og 1 dl til "ren" flødeskum.)

Så skal Tivolikagen samles:

• Linsebund:

• En skefuld æblemos:

• En ring af /(klat) flødeskum:

• En marengs, hvor kuplen er dyppet i rom-råcreme:

• En spiral af rød gele:

Sådan! Den ser sg'u godt ud! Syn's jeg selv. Og svært var det altså ikke. Kun besværligt. Og det er tilsvarende besværligt at spise kagen. Det kan ikke gøres på en elegant måde...

Konditori Antoinette revisited

Under Golden Days festivalen havde jeg min debut på Konditori Antoinette og havde en forrygende aften i chokoladens tegn. Forleden var jeg der igen. Det var herligt igen.

Tillad mig at opsummere: På baggrund af min konditori-erfaring so far, er Antoinette på en udelt førsteplads. Kagerne smager simpelthen godt; hjemmelavet-agtigt uden dog at være hverken rustikke eller hjemmelavet-kluntede på nogen måder. Og til at betale. Og betjeningen var venlig. Det er ikke en selvfølge i København!

Jeg valgte en kage, som åbenbart er præmieret "Cafe Dolché" (Rul ned til Desserttærte), og den var god! Lige noget for mig. God kaffesmag. God bund. God smag af - tror jeg - dulche de leche. Simpelthen en perfekt kage til en kop kaffe.

Min medspisende søster valgte et udvalg af tre miniflødekager. Der var tale om en Tivoli-kage, en kartoffelkage og et lidt ubestemmlig sag med fin chokoladetegning udenpå. De tre miniaturer var dels øøøøndige, og dels smagte de som nævnt rigtig godt. (Vi delte smagsprøver fra hinandens tallerkener, selvom minikagerne i sagens natur var ret små.)

En af kagerne var smattet lidt ud ved serveringen, og det trækker selvfølgelig lidt ned mht. de kunstneriske point, men til gengæld giver det en hel masse pluspoint i "ikke-for-meget-gelatine-please!"-afdelingen.

Eneste anke: selve konditorilokalet var ulideligt varmt, så vi satte os i "foyer'en", som ikke ligefrem er ultrahyggelig. Til gengæld er der god udsigt til hhv. Pistolstræde og Kristen Bernikows Gade.

Gratis: Den cooleste kage-bage-bog verden endnu har set!

Eller i hvert fald én af de cooleste.

Jeg læste om kagebogen "Hembakat er bäst" for første gang på en eller anden designblog for et par uger siden. Måske var det hos bumbumbum.me. Eller hos notcot.com. I hvert fald et sted, hvor den er blevet begejstret omtalt og de fantastiske billeder er blevet vist frem. Sådan har du nok aldrig fået den før. Altså ingredienslisten.

Min første tanke var naturligvis: dén må jeg eje. Men bogen er ikke til salg! Hverken hos online boghandlere eller mit elskede Ebay. Og altså heller ikke hos IKEA. Jeg skrev og spurgte "Kundeservice" i Tåstrup. Den bog kendte de ikke noget til. Ved at nærlæse kommentarerne i de forskellige designblogs gik det op for mig, at bogen uddeles GRATIS til folk, der påtænker at købe nyt køkken. I IKEA, forstås.

Nu har jeg jo ikke umiddelbart planer om at få installeret et nyt køkken i min lejelejlighed, men for Fan, en tur til IKEA Malmø kunne jo være en del af efterårsferieunderholdningen. Så kommer vi til udlandet. Og med lidt charme og held kan jeg få fingreneDe i den fine bog.

Og ja, det lykkedes! Jeg fik oven i købet et eksemplar til min søster også. Jeg behøvede slet ikke fortælle røverhistorier om køkkenplaner; jeg fortalte bare, at jeg var kommet hele vejen fra Danmark, BARE for at se på den fine bog (jeg udpenslede ikke, at det kun tager 25 minutter med toget fra Hovedbanegården, som jeg kan nå hjemmefra med en cykeltur på 5 minutter), som jeg havde læst så meget om på internettet. Og som jeg selv har skrevet lidt om også (på Facebook). Det er jo ikke engang løvn. Så førte den rare IKEAmand mig hen i et lidt hemmeligt hjørne, hvor han fandt bøgerne frem, mens vi fik os en lille sludder om de skønne billeder. En dejlig bonusoplevelse.

Nu ligger mit dyrebare gratis bytte ved siden af mig her i køkkenet og venter på at blive brugt. Jeg skal måske varme op med at teste luciabollerne, for jeg har købt en stor portion safran for nylig, som skal bruges. Eller også skal jeg finde en anledning til at lave prinsessetærten, som vist er lidt af en svensk institution. Eller kolakakor. Eller simpelthen den svenske bakelse over dem alle: kanelbullar. Fortsættelse følger ved en senere lejlighed...

Bogen indledes i øvrigt med et hyggeligt forord, der priser hjemmebag. Det afsluttes med Lycka till och glöm för alt i världen inte att äte av smeten (dejen) under arbetets gång. Sådan kan vi li' det!

(Gratis = DKK 76,50 (forplejning på rejsen) + DKK 256 (familiebillet m. DSB) + ca. SEK 150 (frokost i IKEA) + SEK 1030 (Jansjö klämspot, Verner arbstol mmm.))

Mor - min ven i nødden...

Ja, ja. Superplat! Men mor har forsynet mig med nødder. Big time! Først kom der en lille pakke med posten, og senere kom hun selv- fra Jylland - med en hel vaskepose med gode, friskplukkede nødder. Mor læser jo også med og hørte mit tidligere nødråb, so to speak.

Og nu nyder min indre hamster, som jeg ellers prøver at bekæmpe lidt, at der hænger nødder under loftet i mit køkken. Det er det dér med at have til trange tider... Og så føler jeg mig bare RIG, når jeg har gode sager i forrådskammeret.

Selv katten havde det lidt sjovt, da vi prøvesmagte nødderne. Vi fandt en nøddeorm, som hun - med lidt hjælp; hun er ikke den skarpeste kniv i skuffen - kunne puffe til med poten.

Ormen er nok halvklam, men er den ikke også lidt fotogen som den ligger der og vrider sig?

Multebær! Any ideas?

Jeg har fået to bøtter frosne multebær fra en kær veninde, som selv har plukket dem langt oppe i Norges land, ved Nesseby, som faktisk har multebær i sit våbenskjold. Hvor sejt er det lige?!

Det er lidt som at få guld forærende. Bortset fra selvfølgelig, at guld - det billige skidt - kan smeltes om, hvis guldsmeden kvajer sig.

Multebær kan vist anses som en ingrediens i "ny, nordisk mad"-konceptet, så helt ufrivilligt er jeg blevet helt hip og meyer, meyer moderne.

Men hvad pokker skal jeg gøre med dem? Så de kommer rigtigt til deres ret, altså. Marmelade virker lidt for ordinært. Og jeg frygter lidt, at bærrene kommer til at ligge i min fryser i årevis, mens jeg venter på Ideen.

Jeg checkede lige Wikipedia. Her kan man læse om brugen af multebær i de forskellige egne af verden, hvor de gror. (De er meget sjældne i Danmark). En enkel - og fristende - model kunne være at lave norsk "multekrem", som vist bare er bærrene drysset med sukker og rørt med flødeskum.

Nessebys byvåben

En mere eksotisk opskrift, som stammer fra Alaska, går på at lave "eskimo-is": sælolie og rensdyrfedt piskes luftigt sammen og blandes med multebær. Damn! Sælolien bliver svær at skaffe...

Nå, jeg er altså åben for forslag; jeg lover at lytte, men forbeholder mig retten til at lade bærrene ligge i fryseren forever. Det er godt med guld på kistebunden til trange tider.

Hjemmelavede flødeboller - og hvorfor Magasin sucks

Det så fristende ud: Magasin reklamerede for deres "Chokoladesymfoni", en festival med fokus på forskellige chokoladeprodukter og aktiviteter, som varede fra 27. september-8. oktober med en fin glittet brochure. Lige noget for mig. Arrangementer, der kostede penge - og gratis tiltag. Foredrag, smagninger, noget at kigge på.  Alt sammen noget med chokolade.

Min egen flødebolle - før choko-catastrophe...

Forleden tog jeg så i Magasin med henblik på 1) at se en produktion af flødeboller og 2) for at smage chokoladete fra Kusmi. Ja, Godaw do! Jeg havde endnu en gang glemt, hvorfor jeg ikke går i Magasin: deres serviceniveau er bare SÅ langt under deres reklame- og prisniveau.

Jeg fandt flødebolleproduktionen og gutten bag disken var rimeligt snaksalig, men selvom han havde flødeboller sprøjtet ud og klar til at få overtræk på, kunne jeg simpelthen ikke få en forklaring på, hvorfor det ikke kunne ske mens jeg kiggede på.

Jeg var meget interesseret i maskinen (og overvejer da, at jeg i et andet liv, hvor jeg har et lidt større køkken, skal have sådan et monstrum og give ALT chokoladeovertræk - bøffer, ost, selleri...), og fik lov til at tage billeder af den, men jeg ville faktisk rigtig gerne have set den i funktion. Men nej. Sådan skulle det ikke være.

Magasins flødeboller - uden chokoladeovertræk

I den glittede brochure er der i øvrigt en opskrift på hjemmelavede flødeboller, og det har ligget som en fristelse længe, men jeg havde lidt kontanter, der brændte i pungen, så jeg købte en æske Magasin-flødeboller. Og nu skulle jeg så smage te, som lovet i brochuren. Jeg spurgte pigen ved kassen, men tesmagning vidste hun ikke noget om. Hun virkede heller ikke som om det kunne være hendes opgave at hjælpe mig videre i min tur gennem stormagasinet. Eller bare virke interesseret. Hun var jo bare på arbejde. I salgs- OG servicebranchen?

Heldigvis kan jeg selv bruge mine egne øjne og efter lidt søgen fandt jeg det, som må være det, som Magasin kalder Kusmishoppen. Det unge pige, som passede den, blev helt blank i ansigtet, da jeg spurgte efter smagsprøver på chokoladeteen. "Nej, det bruger vi sørme ikke, men hvis du insisterer kan jeg måske - hårdt presset - åbne en dåse, så du kan snuse til den. Men prøv hellere oppe på femte - eller nede i kælderen."

Hvad F..... er meningen? Hvordan kan en ekspedient i Kusmiafdelingen ikke ane det mindste om, at der er en chokoladefestival i gang, og Kusmi reklamerer med daglige prøvesmagninger på deres chokoladete? Og hvorfor synes en ansat ikke, at det kunne være hendes opgave at undersøge sagen - så hun evt. kunne svare fyldestgørende, hvis endnu en kunde skulle finde på at spørge? Det er desværre helt typiske Magasin-oplevelser. Jeg går derind så sjældent, at jeg når at glemme hvorfor, men det er det samme hver gang: eklatant dårlig service.

Jeg fatter ikke, hvordan den forretning kan overleve, men det er måske  - no offence - folk fra provinsen, der holder hjulene i gang. Folk, der bliver så forblændende af det gamle stormagasins glitterstads, historiske betydning, fine placering og høje priser, at de glemmer, at man som kunde faktisk godt kan forvente en ordentlig betjening.

Hjemmelavede flødeboller
Skum:

• 3 æggehvider
• 20 g sukker

• 50 g vand
• 225 g sukker

 Bunde:

• 150 g marcipan

Overtræk:

• 300 g mørk chokolade

Start med bundene: Tag en stor rulle marcipan og skær skiver på et par mm.'s tykkelse. Bag dem i ovnen ved 225 grader i ca. 10 minutter indtil de er lidt lysebrune i kanten. (Magasins opskrift siger: rul marcipanen ud og udstik runde bunde. Der står ikke noget om, at de skal bages. Jeg vil sige, at bagningen gør en stor og god forskel!)

Flødebollebunde efter en lille tur i ovnen

Så til fyldet: pisk de tre æggehvider med 20 g sukker til det er stift. Lav en sukkerlage af vand og 225 g sukker. Kog blandingen indtil den er 117 grader. Hæld langsomt og i en tynd stråle den varme sukkerlage ned i æggehvideskummet under stadig piskning. Pisk til blandingen er kølet af og ret fast. Fyld skummet i en sprøjtepose og sprøjt det ud på de bagte bunde.

Sæt de halvfærdige flødeboller i ovnen i 5-10 minutter ved ca. 175 grader, så skummets overflade tørrer ganske lidt. (Magasins opskrift taler om at lade flødebollerne "sætte sig" ved stuetemperatur i ca. ½ time. Det er også en mulighed.)

Overtækket: Temperér chokoladen. Det lyder relativt nemt - det er noget med at varme op til 45 grader, køle ned til 28-30 grader ved at tilsætte hakket chokolade, og derefter varme op til en arbejdstemperatur på 31-33 grader. Det fungerer bare ikke for mig! Måske er jeg utålmodig. Måske måler jeg forkert. Måske hviler der en chokoladeforbandelse. Måske skal jeg bare blæse på det.

De lettere brunggrågrumsede flødeboller - med drys af fine, tørrede kornblomster, morgenfruer og roser - smager herligt, men vinder nok ikke nogen skønhedskonkurrence. Det kan jeg godt identificere mig med...

GelaNtine? Er det mon konditorlingo?

Er det mig, der har fået et ord galt i halsen, eller taler professionelle dessertfolk et særligt konditorlingo?

Da jeg for et par uger siden var til chokoladeaften (herlig aften!) på Konditori Antoinette, fik deltagerne en opskrift på chokolademousse med hjem. Opskriften var arrangeret således at man kunne se, hvilke mængder af chokolade, der skal bruges - afhængigt af kakaoprocenten i den chokolade, man vælger. Hvis man vælger at bruge hvid chokolade, skal opskriften tilsættes "gelantine".
GelaNtine? Er det ikke også det, som Mette Blomsterberg bruger og siger hele tiden? Er det mig, der er tosset - eller hvad sker der her? (Ja, jeg ved godt, at det ikke er enormt vigtigt for MENINGEN, men jeg går faktisk også lidt op i sprog og sprogbrug.) Jeg gennemlyttede et par afsnit af Det søde Liv og jo, hun siger gelaNtine. Helt klart og tydeligt.

Jeg slog ordet op i min Nu Dansk-ordbog. Måske er alternative stavemåder også i orden. Nej. Der er ikke noget, der hedder gelantine. Heller ikke i Den store Danske. Eller i Wikipedia. Det hedder gelatine.

Ordet kommer af latin gelatus, som betyder frosset. Altså stivnet. Der er en mening med navnet. Det kan skabe associationer til fx. det italienske gelato/gelati, som betyder is.Ting stivner, når der kommer gelatine i.

Det danske ord husblas har også en interessant betydning, som kan skabe grobund for andre mere eller mindre velkomne associationer: huse er navnet på en stør-type, altså en fisk, og blas er en fordanskning af det tyske ord blase, der betyder blære. Husblas blev nemlig oprindeligt udvundet af husens svømmeblære, altså den luftfyldte blære, som visse fisk bruger til at regulere deres opdrift med.
Moderne husblas udvindes typisk af dyre-(svine-)knogler og -huder og er altså strengt taget ikke egnet for fx. muslimer, jøder eller vegetarer.

Optændt af undren over konditorfolkets brug af gelantine kiggede jeg lidt videre i de store ordbøger. Der er noget, som hedder galantine. Måske er der sket en sammenblanding?

Galantine er en ret - fra det salte køkken - bestående typisk af udbenet kød, som er dækket af aspic; geleret kødsaft - altså noget i retning af sky. (Det ord har sin helt egen historie: det kommer af det franske jus, som betegner kødsaft, der er sivet ud under stegning, og som har været udtalt noget i retning af sjy.)

Siden middelalderen har man været klar over at kødsaft kan stivne, og i århundreder har man derfor lavet galante, altså sofistikerede, retter med brug af aspic.

Det nærmeste vi kommer galantinen i det danske køkken opfattes måske ikke længere som specielt sofistikeret, men ikke desto mindre: sylte er at regne for en galantine.

Jeg elsker at lege med husblas. Det kan drille ad H til, men der er muligheder i skidtet. Jeg synes dog, at husblas bliver misbrugt i opskrifter, som er udarbejdet af konditorer: når en kage skal stå og se skarp ud i et konditorvindue i mange timer eller dage er det muligvis nødvendigt at tilsætte husblas til diverse cremer og mousser, men i hjemmekøkkenet synes jeg simpelthen ikke at det er nødvendigt.

Den dér lidt blævrende konsistens, som hører til i en mormor-style citronfromage, oplever jeg som lidt ærgerlig, når jeg møder den i alle mulige andre sammenhænge.

Hindbærgele med husblas

Da jeg i sidste weekend lavede dåbskage, fik jeg en lille smule saft til overs fra de råsyltede hindbær. Jeg ville ikke hælde saften på kagebundene, for det ville gøre dem røde på en måde, som jeg ikke synes er så fiks - selvom det ville have smagt godt. Men det skulle ikke gå til spilde.

Derfor varmede jeg hindbærsaften op i mikroen og udblødte imens to blade husblas. Da saften var varm og husblasen blød, kom husblasen op til saften og blev opløst. Blandingen kom i køleskabet og lidt senere havde jeg den skønneste, meget faste - et blad havde måske været nok - hindbærgele, som blev skåret i tern og brugt som pynt på de cupcakes, som jeg havde lavet som supplement til den store kage.

(Og ja, jeg ved godt, at nu har jeg lagt i ovnen til, at JEG bliver hånet, hvis jeg bruger et ord forkert. Mon ikke det går? I hvert fald fik jeg en herlig anledning til at kigge nærmere på et overset køkkenprodukt.)