søndag, oktober 31, 2010

Agnes Cupcakes? Tja. Bob-bob. Ja, ja. Måske.

I'm not impressed.
Jo, af stedets (vi taler om den nyåbnede Agnes Cupcakes i Sværtegade i Indre København) konsekvente visuelle udtryk: Fine æsker. Minimalistisk indrettet lokale. Kønne piger bag disken. En kæmpestor menu, der viser hvilke varianter, der kan fås på hvilke dage af ugen. Der er helt tydeligt tænkt over tingene.
Men nu er det jo kager, der handler om. Cupcakes. Simpelt. Enkelt. Lækkert.

Jeg har først for relativt nyligt få øjne og ører op for forskellen mellem muffins og cupcakes. Indtil for få øjeblikke ville jeg have sagt at forskellen er pynten. Altså at en muffin bliver til en cupcake, når den får fin glasur eller andet snask mv. på toppen. Men forskellen er måske dybere endnu. Måske er en cupcake dybest set en kage, mens en muffin dybest set er en slags brød. Curious Foodie giver sin udlægning.

Et langt stykke hen ad vejen er jeg ligeglad med, om en kage hedder det ene eller det andet. Jeg ved bare, at når jeg kommer ind i en forretning, der som sit navn og sin eneste vare har cupcakes til kr. 25 stykket, så har jeg visse forventninger. Om en GOD kage med masser af "frosting" og meget gerne pyntet lidt overdådigt.

De forventninger blev skuffede, da jeg i torsdags købte cupcakes for kr. 100 (på nær en femmer; der er rabat ved storkøb.) Når man sælger fx. en cupcake med blåbær til den pris og i de omgivelser, så forventer jeg klar og god blåbærsmag. Syrlighed, som kontrast til det søde, og ikke bare en våd og farvet antydning af bær i kagen og en heftig farve på frostingen. Sorry.
Det ser godt ud nede i æsken. Indrømmet. Også når de har været bag på cyklen gennem byen og er væltet en anelse. Men kagerne er ikke interessante. Forskellige, ja, men kedelige. Og toppingerne er heller ikke enestående. Der er også for lidt af den, og den er ikke overdådig nok. Ikke kun efter min smag vel at mærke.

Jeg delte de fire cupcakes med min søster og hendes to piger, og de var heller ikke "oppe at ringe". Den ene lod simpelthen sine kagesnutter ligge på tallerkenen og spiste kun frostingen. Jeg har allerede næsten glemt oplevelsen.

(Jeg er nødt til atter en gang at nævne Konditori Antoinettes cupcake, der ville frem i livet. Den var lille, men smagte af noget, og var netop overdådigt pyntet.)

Måske er jeg negativt forudindtaget. Cupcakes har bl.a. fået deres "rise to fame" bl.a. gennem Sex and the City, og det er mildt sagt ikke min kop te. Jeg tror nu, at en fantastisk cupcake kunne have fået mig til at droppe paraderne og blive begejstret - mere er jeg trods alt ikke styret af mine fordomme - men nu var cupcaken ikke fantastisk, så det vil vi aldrig kunne vide med sikkerhed...

21 kommentarer:

Signe sagde ...

Ærgerligt at det ikke lever op til forventningerne når det nu er hyped sådan. Personligt er jeg ikke så meget for alt det der "frosting", så jeg vælger en muffin til enhver tid :-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Signe, tak for meldingen. Det er jo heldigvis bare MIN ydmyge mening. Måske ville du synes, at det lige er sagen, når der nu ikke er mængder af frosting på kagerne. :-) Og det er i hvert fald en god visuel oplevelse. (Jeg lægger lige et billede mere på bloggen af et helt stativ fyldt med kager. Det ser simpelthen smukt ud!)

Lone Kjær sagde ...

Hvor ærgerligt. Jeg var forbi i sidste uge og var også meget imponeret over den smukke butik. Jeg købte to kager med hjem og ingen af dem skuffede. Tværtimod. De smagte fantastisk og var meget intense i smagen og jeg var særligt tilfreds med, at der ikke var den der kedelige syntetiske bismag der tit er i købekager.
25 kr. er mange penge for en kage, så smagen skal være i orden... også selvom kagen er flot og æskerne og butikken er en visuel oplevelse.

Lise Lotz sagde ...

Hej Lone,

Tak for at du deler din oplevelse. :-) Jeg synes nu ikke, at man kan give pluspoint til et sted der sælger sig selv som en eksklusiv kagebutik for at kagerne IKKE har en syntetisk smag. De kager der HAR det, må få minuspoint, hvis du forstår, hvad jeg mener! :-)

Men jeg må nok prøve et par kager mere. Måske var jeg uheldig. Det er jo en supercool butik!

Klidmoster sagde ...

Dejligt med lidt konstruktiv kritik og en forfriskende ærlig mening - blogland har det med ukritisk at skamrose 'hypede' ting. Men jeg tror nu alligevel gerne jeg vil smage et par cupcakes når jeg engang kommer forbi Agnes :-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Klidmoster,

Tak for opbakningen til ærlighed! Jeg synes faktisk også, at jeg er begynde at opdage en vis modvilje mod uenighed i blogland, og det er i mine øjne stik imod hele pointen. Vi er jo uafhængige, for pokker! Men åbenbart ikke helt uafhængige af den anerkendelse fra hinanden, som kommer af at være enige...

Og du skal da bestemt prøve Agnes. Kagerne er jo ikke dårlige!

Lise

Kristina sagde ...

Spændende at høre din mening om kagerne. Jeg glæder mig bestemt stadig til at smage dem og ideen er jo glimrende, men jeg har da hidtil undret mig over at alle bare virker så begejstrede.
Begejstringen har dog mest handlet om ideen og "looket", så det er rigtig ærgeligt hvis smagen ikke er med.
Skriver til dig når jeg har smagt :-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Kristina,

Tak for din melding! Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om kagerne. Kan de leve op til hypet? Og til de smukke og originale omgivelser?

Lad os få ærlige meninger på bordet! :-)

Lise

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Herlig anmeldelse og herlig blog du har her.

Lise Lotz sagde ...

Tak Camilla! Jeg hygger mig også ret godt her - ofte i selskab med andre kage-entusiaster som dig selv. :-) Lise

Lizziloo sagde ...

Nice anmendelse og flot skrevet ;)
Jeg må så sige at jeg er dybt uenige. Jeg har spist mange forskellige cupcakes derfra (og selvfølelig lever de ikke alle til forventningerne,men jeg ser det som smag og behag hehe) og er super tilfreds.
Men angående din kritik af prisen; jeg tænker lidt om du overhovedet er fra KBH og har været i en bageri for nylig? 25kr er hvad priserne er for kager her i KBH. Hvis du synes Agnes er dyrt så skal du slet ikke i Holm's (Illums bageri), det er ren tyveri! Jeg er dog enige med dig om at 5kr rabat for 4 er alt for lidt og uinteressant!

Lise Lotz sagde ...

Hej Lizziloo,

Tak for de pæne ord - og tak for dine synspunkter.

Og ja, mht. smag kan der være meget forskellige forventninger, så det behøver vi ikke at blive enige om. Mht. priserne, så kan jeg afsløre, at jeg ER fra København og at jeg godt nogenlunde kender priserne på kage. Jeg betaler gerne langt mere end kr. 25 for en kage - og det er som regel nødvendigt, hvis man går på café - men så har jeg også visse forventninger om at arbejdsindsatsen og/eller smagsintensiteten følges med prisen. Og der er bare ikke meget håndarbejde i en muffin med lidt snask plus evt. krymmel, så når smagen - ifølge mine smagsløg - er alt for anonym, så er kr. 25 simpelthen for meget. Min oplevelse er, at jeg betaler dyrt for fine æsker og smukt butiksdesign, men at der ikke er gjort nok ud af det, som burde være centrum i oplevelsen: kagen. Jeg er helt med på at omgivelserne og indpakningen er en del af den samlede sanseoplevelse, men jeg synes, at Agnes har overgjort udenomsværket. Men som vist nævnt tidligere: jeg planlægger at prøve en gang mere. Red Velvet skulle være et hit... :-)

Lise

Takashimaya sagde ...

Jeg synes egentlig Agnes cupcakes er ok, men måske ikke helt til det niveau de er blevet hypet til. På den anden side har jeg også nogle gange smagt cup cakes fra Magnolia og de er virkeligt overvurderede (måske med mindre man er vild med hviiiiinende søde kager)

Lise Lotz sagde ...

Hej Takashimaya,

Det er jo lige dét!

Ja, det er en OK kage, og hvis jeg fik den serveret den af fx. en veninde, der selv havde bagt den, ville jeg spise den og sludre igennem og ikke tænke mere over det. Her er der netop tale om et kagested, der er "hypet" og som sælger DYRE kager. Så er OK ikke helt godt nok... Synes jeg. :-)

Lise

aAnes Ælskeren sagde ...

helt ærligt det er da en af de fedeste butikker i københavn

Lise Lotz sagde ...

Hej aAnes Ælskeren,

Det er vi jo lige præcis enige om: en fed butik!! Smuk, lækker, gennemtænkt, venlig, fokuseret mv.

Kagerne er bare ikke tilsvarende fede - i mine øjne altså. Men måske skulle jeg snart tage ind og teste kagerne igen...

Lise

Anonym sagde ...

Her må jeg være helt ærlig: Det her indlæg rammer helt ved siden af.

I dag tog vi forbi Konditori Antoniette for at smage deres cupcakes inden vi tog på Agnes - Hvilken skuffelse!

Antoniette's cupcakes var ganske vist lige så pyntede som hoffets hattesamling, men smagen var simpelthen kedelig.

Agnes Cupcakes var derimod en sand fornøjelse at sætte tænderne i! Luftig og let frosting og en smagsoplevelse som ingen anden af de københavnske cupcakes kan tilbyde!


Agnes Cupcakes all the way!

Lise Lotz sagde ...

Hej Anonym,

Tak for din melding; det er herligt, at vi ikke alle oplever det samme!

Jeg vil nu holde fast i at mit indlæg rammer lige præcis MIN oplevelse. At det ikke er den samme som din, er så en helt anden historie... :-)

Jeg må snart ind og smage nogle agneskager igen. Måske er der brug for en opfølgning på historien.

Lise

Lise

Casper H sagde ...

Hey piger, i er gået helt galt i byen besøg Dessert dragen det slår Agnes med bane længder, Agnes kageopskrifter er hentet fra nettet intet orginalt blot pyntet og i en pæn æske.

Ea sagde ...

Jeg må indrømme at jeg er helt vild med Agnes Cupcakes, og har smagt en del efterhånden! Men til gengæld er jeg først for nyligt blevet introduceret for Agnes, så ved ikke hvordan de var da du smagte dem. Men vil klart anbefale dig at tage derind og smage løs igen, og tag evt. de små mini cupcakes :) Og så er prisen steget lidt, siden du var derinde, de store koster 30 kr. vidst nok og de små koster 18 kr.

Desuden er der endnu en konkurrent på markedet, nemlig Serenity Cupcakes, og de skal helt klart snart smages! De ser i hvert fald lækre ud ;)

Lise Lotz sagde ...

Hej Ea,

Jeg var faktisk i Torvehallerne for en uges tid siden og gav Agnes en chance mere. Jeg købte en mini citron-kokos-model til min kaffe, og det var slet ikke dårligt. Forholdet mellem kage og frosting var i hvert fald mere efter min smag.

I dag får Agnes så med grovfilen over hele linjen pga. deres kedelige personalepolitik, og det er da fuldstændig fantastisk som mange nu har usædvanligt travlt med at fare butikken i struben, når man tænker på, hvor rost den er/var også i kommentarerne her på siden.

Hvem sagde Jante? Højt at flyve, dybt at falde? You can't have your cake and eat it too? :-)

Lise