søndag, december 05, 2010

Luksus-mini-kiksekage med julekumquats

Jeg er så nem! (Undtagen selvfølgelig når jeg er vanskelig.)
Men jeg er helt solgt, når den julegave, som jeg har fået mulighed for at teste for Coolstuff, bare er godt tænkt. Det er - næsten - ligegyldigt, om den fungerer. Jeg synes simpelthen, at det er så morsomt: mine små silikonebageforme, der er tænkt til at blive brugt, når man får akut kagetrang og må bage kage i mikroen på 30 sekunder, ankommer i en æske, der fuldstændig ligner en mini-mikrobølgeovn - med indlagt pizzaslice i bunden!
De syv silikoneforme, (ligger som et af mange forslag til Julegave til Mor) som er hovedpointen, er fine, chokoladebrune og i en passende god kvalitet, og så er de formet, så man kan arrangere sine lynhurtige kager som tal på et display. Vi lever vel i en digital tidsalder?! Det er my kind of fun! Gakket, men ikke uden mening.

Jeg testede straks kagerne med en kage i mikroen. Jeg ruskede vist bare en dej sammen og fulgte altså ikke den opskrift, der ellers er på siden af den lille mikroovn. Jeg havde endnu mere travlt. Og resultatet blev derefter. Ikke godt. Men kagerne gav anskuelsesundervisning i, at når man varmer/bager noget i mikroovnen, så bliver det varmet indefra: kagerne blev brune og sprøde inde i midten og lyse og lidt blødere udenpå!

Det fantastiske ved silikone er så, at det kan bruges på mange måder. I mikroovnen, ja, men selvfølgelig også i en almindelig ovn. Og så kan de bruges som "støbeforme" til kiksekage i portionsstørrelse, og det er her vi havner.

Jeg har tidligere skrevet om kiksekage, som jo er en af det danske køkkens helt store klassikere, men som bliver lidt forbigået, fordi vi næsten allesammen har kalorie- og/eller salmonellaforskrækkelse. Kunne det mon ikke hjælpe lidt, hvis man i stedet for at få serveret en stor klods af en skive, fik serveret små, fine og mundrette bidder, som vi kører ind med syltede appelsiner i en størrelse, der passer til - nemlig kumquats?! I think so!

Kiksekagen er blevet justeret på et par områder mere: kiksene er ikke almindelige vanillekiks, men fine marcipankiks, palminen er udskiftet med smør, der er lidt sprut i og der er til gengæld ikke nogen æg i. Måske er det kun udseendet, der er tilbage...

Kiksekager (opskriften blev til fem kager)
• 200 g marcipan

• 100 g Lurpak smør
• 200 g god mørk chokolade
• reven skal af en appelsin
• 1 spsk Cointreau

Marcipankiks: Rul marcipanen tyndt ud og skær den i stykker, der passer ned i dine små kiksekageforme. Bag marcipanskiverne 10-15 minutter ved 200˚. Marcipankiksene skal være fint lysebrune.
Smelt smør og chokolade forsigtigt sammen. Rør appelsinskal og Cointreau i blandingen.
 
Hæld først lidt chokolademasse i bunden af formene; derefter skiftevis kiks og mere chokolade. Der skal 3 kiks i hver kage. Slut med chokolade. Stil kiksekagerne på køl. (Hvis du ikke har købt forme fra Coolstuff, kan andre små forme selvfølgelig bruges, og du kan justere dine marcipankiks i form og størrelse, så de passer.)

Julekumquats (der bliver rigeligt. Kom resten på din yoghurt!)
• 200 g kumquats
• 200 g rørsukker
• saft af en appelsin
• 1 kanelstang
• 20 nelliker
• 10 kardemommekapsler
(Man kan selvfølgelig krydre kumquatsene anderledes, når det ikke er jul.)

Vask kumquatsene grundigt i varmt vand og tør dem.
Skær hver frugt i tre skiver. Fjern eventuelle kerner. Kom alle ingredienserne i en kasserolle og kog i 20-30 minutter indtil kumquatsstykkerne er helt klare og siruppen tykner en anelse. Lad frugtstykkerne køle af i siruppen.

Anret kiksekagerne i skiver med kumquats og sirup. Drys evt. med hakkede pistacienødder.

8 kommentarer:

Sifka sagde ...

Uh wauw, si'r jeg kun!

Lise Lotz sagde ...

Hej Sifka,

Det tager jeg som en kompliment. :-) Tak!

Lise

foodfanatic sagde ...

Kære Lise

Uha det ser virkeligt godt ud. Jeg elsker marcipan, så jeg er vild med din version af den traditionelle kiksekage :)

Kh Nadia

Lise Lotz sagde ...

Tak Nadia!
Jeg synes også selv, at den blev ret fiks... :-)

Lise

Signe sagde ...

De ser vel nok gode ud. Jeg så engang Tina NOrdström lave kiksekage med karamelliserede mandelsnitter i stedet for kiks - også et godt tip :-)
Det ser lækkert ud i de små forme!

Piskeriset sagde ...

Det var dog den frækkeste kombination - jeg er helt forelsket! *thumbs up*

Malou Klidmoster sagde ...

Hej Lise

Wow, sikke en laber version af kiksekage. Den der med palmin kan jeg slet ikke snuppe - men den er er lige noget for mig :-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Klidmoster,

Jeg kan nu også godt lide kiksekage med palmin, men jeg fornemmer lissom at palminen straks den er kommet ind i munden SUGES gennem mine blodårer og hen til mit hjerte. På den fede måde. Ufede altså - if you get my meaning! Det er LIDT anderledes med smør - bilder jeg mig ind...

Lise