fredag, december 31, 2010

Kransekagekonfekt - på hasselnødder

Det siges, at mennesket har mange gener til fælles med aberne. Og svin. Yours truly har en del egern-/hamstergener: jeg elsker at have lagre af fødevarer bragt i sikkerhed til trange tider. Jeg gemmer gode sager og nænner derefter ikke at bruge dem. Heller ikke i trange tider, for tiderne kan altid blive trangere...
En åndsfælle...
Man kunne også tro, at jeg var født under Krigen. Det er jeg IKKE. Jeg føler mig bare rig og tryg, når der er konserves og kolonialvarer til at klare en mellemstor samfundsnedsmeltning  - eller indefrysning - og chokolade NOK i chokoladekassen. Jeg arbejder med denne lidt belastende svaghed, for dels fylder det lidt meget i lejligheden og dels er det altså bare for dumt at skulle smide kondenseret mælk på dåse - mv. - ud, fordi det er blevet FOR gammelt.

I efteråret fik jeg en stor pose nødder af min mor, som hun havde samlet ovre i det vilde Jylland. Nødderne har hængt i mit køkken og kunne jvf. ovenstående have hængt dér i årevis. De kunne dag ud og dag ind have forsikret mig dels om min mors gode sans for, hvad der skal til for at gøre mig glad, og dels om at jeg var i besiddelse af et hemmeligt middel, en sidste reserve til at sikre mig mod sultedøden i de kommende års isvintre - der åbenbart følger med den globale opvarmning.

Men nej, hårdt psykologisk slid med mit indre krigsbarn - og en ansporing fra den gode Klidmoster - fik mig ud over kanten, og nu er der superlækker kransekagekonfekt klar til den store aften.


Hasselkransekagekonfekt:
  • 250 g hasselnødder (håndplukkede og håndknækkede er fint, men ikke strengt nødvendigt)
  • 150 g rørsukker
  • 100 g honning (jeg brugte en rest af noget, som vist var ferskenhonning, som min mor - tak igen! - hjembragte fra Taiwan og som også var på vej ind i den evige bufferzone. Mindre - fx. helt almindelig honning - kan gøre det.)
  • ca. 2 æggehvider 
Kør hasselnødder og rørsukker i foodprocessoren, indtil det er helt findelt.
 
 

Lun honningen let - fx. i mikroovnen, så den bliver flydende, og hæld den ned til nøddesukkeret. Kør lidt igen.
 
Det er svært at give en helt præcis anvisning om hvor meget æggehvide, der skal i kransekagemassen. Hæld æggehvide i lidt ad gangen, indtil du har en ikke for fast masse.
 
Du skal kunne sprøjte den ud med en sprøjtepose. (Den skal selvfølgelig heller ikke være for blød; så holder den ikke formen.) Prøv at ramme tandpastakonsistens.
Kom massen i en sprøjtepose med en stjernetylle og sprøjt små hapser ud på en bageplade med bagepapir på. Bag i 8-10 minutter ved 200 grader. (Klidmoster minder om det fornuftige i at være forsigtig med undervarmen.)
Lad kransekagestykkerne køle af og dyp derefter bunden på hvert stykke i smeltet mørk chokolade og lad dem størkne.

2 kommentarer:

Malou Klidmoster sagde ...

Uhm, lækkert at lave det af hasselnødder :-)

Det er fedt at der nu er endnu en ting man kan lave helt fra bunden.

Lise Lotz sagde ...

Ja, og det smager helt vildt godt!

Måske også fordi vanen får selv god mandelmarcipan til at smage "neutralt". Her er nøddesmagen meget tydelig. :-)

Lise