lørdag, juni 12, 2010

Peters bispesnitte

OBS! Langt indlæg forude! Der er en opskrift til sidst.
Vi får besøg af bispen på mit arbejde om et par uger, og det skal der gøres et særligt nummer ud af. Han er selv ude om det: på sit web-cv - offentliggjort i anledning af bispevalget sidste år  - skrev han (helt nederst på siden) åbent om sine favoritfornøjelser: "At gå i biografen, specielt med børn, lave god mad og danse færøsk kædedans samt afprøve nye kager på de københavnske konditorier."

Jeg har kreeret en kage til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Han ved det ikke endnu. Det er hemmeligt...

Da jeg fik at vide, at han kom på sommerbesøg, var jeg lige kommet hjem fra en (kage-)studietur til Wien, og min første tanke var, at Peter skulle have "Kardinalsnitte" til kaffen. Kardinalsnitten var en af de bedste kager på turen og jeg nåede at tage billeder af flere udgaver (Nr. 1 og nr. 4), inden de røg ned i mørket til vennerne.

Kardinalsnitten er et skønt og lidt avanceret stykke bagværk. Blød, hvid kagebund, i lag med en let lysebrun kaffecreme og med letbagt marengsmasse på toppen. Kagen har efter sigende fået sit navn, fordi en snitte af kagen set fra siden ligner en kardinals dragt. (Jeg ved ikke helt hvordan den historie passer med min viden om kardinaler i rødt tøj?) Men den smager skønt!

(De kardinalsnitter, som jeg så i Wien, så ikke helt så fint stribede ud, som på billedet her. Men smagen fejlede ikke noget!)

Men, men, men: en kardinal er jo en katolsk gejstlighedstitel. Og selvom kardinalerne er placeret lige direkte under paven og derfor er meget fine, så kan man jo ikke byde en dansk protestantisk biskop en kardinalsnitte. Vi går jo ikke ind for paven og hele det katolske præstehierarki. Så måtte jeg tænke.

Jeg var vild med marengsmassen fra kardinalsnitten og tanken om ligheden (?) med klædedragten, så jeg undersøgte, om der er nogen særlige kendetegn ved en biskops arbejdstøj. En protestantisk biskop er jo "bare" en præst med lidt særlige beføjelser. Han - og i flere og flere tilfælde hun - går selvfølgelig i en almindelig præstekjole med almindelig præstekrave. Og derudover vil han  ved festlige lejligheder bære en bispekåbe. Jeg blev lidt klogere ved at læse om biskoppens klædedragt bl.a. hos Kristeligt Dagblad og i en nyskrevet bog "Rosen fra Jeriko. Om bispekåberne i Københavns domkirke" af Susanne Wenningsted-Torgard.

Et tilbagevendende symbol i bispesammenhæng er Jerikos Rose. Det er en ørkenplante, som kan leve i måneder og år uden vand. Når den endelig får vand grønnes den og får liv. Den er med andre ord oplagt som symbol på opstandelsen, og det er jo en herligt central historie i kristendommen. Man kan også tolke den som symbol på udholdenhed og styrke, og det er jo også gode egenskaber for en biskop.

Den stiliserede Jerikorose kan ses på kanten af adskillige københavnske og andre danske bispekåber. (Herunder er den gyldne kåbe et eksempel).

Så var jeg ved at være der med en kage: en mørk bund - farvet næsten som en sort præstekjole, "smagfuldt" indre, en hvid præstekrave og Jerikos Rose som pynt. Herunder i to udgaver.

Bund:
  • 75 g koldt smør
  • 75 g makroner
  • 100 g mel
  • 50 g flormelis
  • 50 g kakao
  • 1 æggeblomme
  • 2 spsk vand
Kom alle ingredienserne – på nær vandet – i en foodprocessor. Kør indtil det hele er jævnt. Tilsæt vandet så dejen samler sig. Fordel dejen i en rund springform – også lidt op ad siderne - og bag i ca. 15. minutter ved 200 grader.

Fyld:
  • 200 g flødeost – ikke light
  • 2 æg
  • 1 dl sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 spsk mel
  • 1½ citron – både skal og saft
  • ¼ l piskefløde
Kør alle ingredienserne sammen i foodprocessoren og hæld den jævne blanding over den forbagte bund. Bag ca. 20 minutter ved 200 grader. Massen skal være nogenlunde stivnet.

”Præstekraven”:
  • 3 æggehvider
  • 160 g sukker
Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens du pisker videre. Bliv ved til massen er glat og sej. Fyld marengsmassen i en stor sprøjtepose med en rund tylle og sprøjt massen på kagen, så den ligner en præstekrave. Bag kagen en sidste gang ca. 15 minutter ved 175 grader. (Præstekraven skal helst ikke blive brun, bare fast!)

Bonus:
Hvis kagen skal være en rigtig bispesnitte og ikke ”bare” en præstesnitte, skal den have særlig biskoppelig chokoladepynt på. Med naturlig og indfarvet hvid chokolade laves små udgaver af Jerikos Rose med uendelighedstegn under.

Pynt evt. yderligere med (spiseligt) guldstøv. Hver bispesnitte pyntes med et stykke af chokoladen. 



Server også gerne kagen med ”Helligåndens frugter” (Galaterbrevet 5,22-23).

 
Kagen kan også bages i portionsstørrelse.

Ingen kommentarer: