onsdag, september 23, 2009

Citronmåne størrelse S og XS - og XL

Here we go again!

Jeg skulle bage kage - helt efter eget valg - i anden anledning. Danish Minies spøgte stadig lidt, så da jeg tænkte " hmmm, klassiske, danske kager?", så dukkede citronmånen op. Hvad er da mere dansk end den gule halvmåne fra DanCake?! Den må kunne konstrueres i en miniudgave.

Herunder er den i størrelse Small: en halv muffinstørrelse.

Bemærk venligst den "muselmalede" form. Bortset fra, at farvekombinationen blå-gul ikke ligefrem signalerer Danmark - tværtimod fristes man til at sige - så er det da yndigt!

Men størrelse Small er jo strengt taget ikke mini. (For kage-entusiaster er en halv muffin en hån, men pointen med Danish Minies er jo heldigvis, at man så kan spise flere forskellige!)

Så jeg lavede også nogle XS-citronmåner. For at de ikke skulle blive så små, at de kunne forsvinde i den hule, søde tand, skar jeg dem ikke over, som citronmåneloven ellers foreskriver. Der er her tale om fuldmåner - med top på.

Det ses måske ikke tydeligt, hvor lille den er, men på billedet herunder er en hel bunke på en kagetallerken. De er altså ikke meget større end et fingerbøl.


Nu var det ikke en fin reception jeg skulle til med mange små lækkerier. Mere af et arbejdsmøde, hvor der skulle noget sukker på bordet for at holde moralen oppe. Derfor lavede jeg også en citronmåne størrelse XL.

Det er måske svært at vurdere størrelsen af kagen på billedet, men jeg kan afsløre, at den - eftersom den også er en fuldmåne - er som en standard DanCake x 2 - and then some. En voksen kage med andre ord. Jeg tror, at vi var ca. 15 personer om at sætte den til livs.


Jeg brugte følgende opskrift (der rakte til både 1xXL, 2x6xS og ca. 10xXS):
4 store æg
400 g sukker
Reven skal af 2 limefrugter (det skulle selvfølgelig have været citroner, men dels havde jeg det ikke og dels er limefrugter både pænere og smager mindst lige så godt)
400 g marcipan
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver

Pisk æg, sukker og lime- eller citronskal til det er hvidt og skummende. Pisk den revne marcipan i. Rør til sidst mel og bagepulver i dejen.

Fordel dejen i stor springform/muffinsforme/miniforme alt efter hvad du vil lave. Bag ved ca. 200 grader. Den store skal selvfølgelig have betydeligt længere end de små og skal stå lavere i ovnen. Overfladen må gerne blive svagt lysebrun, men prøv dig i øvrigt frem med en tandstik eller en tynd strikkepind. Den skal komme ud uden dej på, når du stikker den ned midt i kagen. 35 minutter kunne være et bud til den store.
Så er der glasuren. Fordelen ved at bage en citronmåne selv er jo, at man kan lave lige så meget glasur, som man vil.

Jeg brugte:
1½ pasteuriseret æggehvide
ca. ½ tsk citronolie
20 dråber koncentreret gul farve (Jeg brugte noget, som jeg har købt i udlandet. Almindelig frugtfarve kan selvfølgelig bruges, men den er så "tynd" at der skal bruges rigtig meget, for at den rigtige, hysteriske gule farve træder frem.)
Saft af 1 limefrugt
Flormelis nok

Du må igen prøve dig lidt frem. Mængden af flormelis er svær at angive præcist - og det er heller ikke supervigtigt. Glasuren skal være tyk nok til at være lækker og tynd nok til at kunne flyde ud. Jeg fik egentlig lavet den lidt for tyk til XS'erne, men det ødelægger jo kun det autentiske citronmånelook; smagen fejler ingenting!

Og så alligevel: junior, som ellers er en glad kagespiser og ofte helt frivilligt siger pæne ting om mine kager, han mente altså ikke, at jeg kunne måle mig med DanCake. Det tager jeg til efterretning.

P.S. Brødrene Price forsøgte sig også med hjemmelavet citronmåne i deres særlige, syrlige citron-afsnit "Sur, sur, sur". Det ser jo godt ud, men jeg er ikke sikker på, at deres kage er bedre end min...!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

behovet for at se:)