lørdag, februar 16, 2008

Vanilje – orkideen fra prinsesse Morgenstjernes blod


Jeg har efter nogen tids tilløb skrevet noget om vanilje, det søde køkkens svar på "bacon, verdens bedste krydderi" (ifølge min søn!).
Her kommer en smagsprøve:

Det er mere end sandsynligt, at denne historie ikke er sand i videnskabelig forstand; til gengæld er den god og matcher i sit storslåede og mytologiske drama vaniljens vidunderlige duft, smag og store betydning gennem århundreder.

Det fortælles, at i tidernes morgen levede kong Tenitzli og hans dronning i Den Strålende Månes Land, Totonocopan. Det var et smukt land med palmekransede strande, grønne dale og flimrende bakker og bjerge. I de tætte, tropiske regnskove i Totonocopan skulle vaniljen få sin oprindelse.

Kong Tenitzlis datter prinsesse Tzacopontziza, Morgenstjerne, var så smuk og dejlig, at kongen og dronningen ikke kunne udholde tanken om at hun en dag skulle giftes med et almindeligt, dødeligt menneske. Derfor bestemte de, at prinsesse Morgenstjerne skulle vie sit liv til at tjene den magtfulde høstgudinde Tonoacayohua, og prinsesse Morgenstjerne gjorde nytte i templet ved at bringe spiselige ofre og blomster til gudinden.
På en af prinsesse Morgenstjernes ture ud i regnskoven for at hente friske blomster skete det uundgåelige
...
Resten af historien kommer på Kage! Kage! Kage!
Læs evt. mere om vanilje hos The Vanilla.COMpany.

fredag, februar 15, 2008

Crème brûlée-brændere i Politiken


Den bedste dessert jeg fik på en rejse i Australien for nogle år siden var en fantastisk crème brûlée: stor, blød, sprød og med syrlig frugt i bunden. Det gjorde sikkert også noget for oplevelsen, at den fulgte efter et overdådigt australsk orgie i fisk, skaldyr og FRUGT. Efterfølgende havde jeg i en periode en drøm om at eje et brûlée-apparat og sidste sommer gav min mor mig et sådant. Det er skønt at eje, selvom det ikke bliver brugt så tit!

Forleden var er en skøn artikel i Politiken om crème brûlée-brændere (http://politiken.dk/tjek/dagligliv/forbrugtest/testhusholdning/article469135.ece). Den havde bare én meget grundlæggende fejl: der var ikke nogen opskrift med! Det kunne der godt lige være klemt ind i en "faktaboks"...

Der findes et hav af variationer over ideen crème brûlée; det kan næsten ikke gå galt. I en snæver vending ville jeg ikke holde mig tilbage fra at lave en portion Dr. Oetker-budding af pulver og så brænde sukker på toppen. Brûlée-ficering virker også fantastisk på denne smutvejsdessert. Den kan så opgraderes ved at der i bunden af skålen med budding/creme lægges hindbær, der har stået med lidt sukker.

Men jeg vil benytte anledningen til at bringe en opskrift:

2 1/2 dl mælk
2 1/2 dl piskefløde
5 æggeblommer
125 g. sukker
kornene fra en stang vanilje

sukker til karamellisering

Ingredienserne blandes sammen og hældes i små smurte portionsforme. Formene kommes i vandbad ved ca. 130 ºC indtil blandingen er stivnet. Dette skulle gerne tage en halvtimes tid. Derefter stilles de på køl. Når de er blevet helt kolde drysses de med sukker og brændes med en særlig creme brulébrænder. Grillen i ovnen kan også bruges. Desserten skal helt tæt på elementet, så varmen bliver intens. Hold øje; det tager kun ganske kort tid! Selve cremen skal stadig være kold.

Desserten skal helst serveres med det samme, så man rigtig får fornøjelse af kontrasterne mellem blødt og sprødt, varmt og koldt.

torsdag, februar 14, 2008

Valentines Dag - flere nye forme!




Fakta havde en række uimodståelige siliconforme som spot-tilbud, og jeg måtte bare slå til: en stor og seks små rose-former og et sæt med tolv hjerter. Jeg HAR afprøvet dem, men mit kamera er på udflugt og jeg har ikke fundet ud af at få billederne ud af min mobil... Jeg arbejder på sagen, for især mine hjertekager blev ret gode!

(Jeg brugte opskriften fra Auroras gode chokoladekage, men erstattede kakao med hakkede mandler og kom lidt bagepulver i. De små kager voksede i kanterne og blev flade i midten - men så havde jeg heldigvis lavet en ganache-agtig creme af hvid chokolade, fløde og passionssirup, som lige kunne smøres i hulningen! Og med chokoladestriber og et par røde hjerter blev det rigtig yndigt OG lækkert. Billede følger senere!)

søndag, februar 10, 2008

Fastelavnsboller



Lige et sidste indlæg om alle de ting jeg IKKE har bagt på det seneste: jeg har heller ikke bagt fastelavnsboller. Men til gengæld har jeg bagt og spist af Føtex' bag-selv-fastelavnsboller med creme og de var FREMragende! Uroligt, hvad man kan hive fra fryseren og direkte i ovnen.

Operation Påskeglad


Endelig en internetleg/kædebrevsagtig ting efter mit hjerte! Prøv denne påskeleg: Operation Påskeglad. Det har jo ikke NØDVENDIGVIS noget med kage eller chokolade eller andet i den gode stil at gøre, men det kan man jo selv afgøre...

Nye forme



Jeg har som nævnt ikke bagt så meget de sidste uger, men jeg har skaffet nye forme: hos Søstrene Grene har jeg købt nogle hjerteformede småforme, som måske skal i brug til Valentines Dag den 14. februar, og hos Kvickly fik jeg en lille, lyserød silicone-gris til halv pris. Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg dog skal bruge den, men jeg er sikker på at pludselig en dag, så er det lige det rigtige!

Runebergtærte - en kage til 5. februar


Jeg har ikke været så bageflittig på det sidste. Og det er jo ellers ikke fordi der ikke har været gode anledninger:

Den 5. februar kunne jeg have fejret 204-årsdagen for Johan Ludvig Runeberg, den finske nationaldigter. Han har lagt navn til runebergtærten, som var hans favorit -selvom det ikke er en tærte, men en kage; kagen blev muligvis opfundet af hans kone Fredrika. Der er mange variationer af opskriften. Jeg bagte runebergtærter sidste år efter en - let justeret - opskrift fra Finnguide:

2 æg
40 g sukker
60 g puddersukker
200 g smør
1 dl fløde
240 g mel
2 tsk bagepulver
100 g finthakkede mandler
2 tsk vanillesukker

2 dl vand
2 dl punsch (Jeg har fundet svensk punsch hos Juuls Vinhandel på Værnedamsvej.)
4 spsk sukker

tyk hindbærmarmelade
200 g flormelis
vand

Pisk smør og sukker sammen. Pisk fløden til en let flødeskum. Tilsæt æg og flødeskum i smør-sukker-blandingen. Bland de tørre ingredienser og vend dem i blanding HVIS du har nogle helt cylindriske portionsforme er det dem du nu skal smøre og bruge. Hvis ikke, kan muffinsforme af papir sagtens bruges. Fyld dej i formene og bag 20-30 min. ved 200 grader.

Mens kagerne bages, koger du punsch, vand og sukker op i en lille gryde (eller evt. i mikroovn) og lader derefter blandingen køle lidt af.

Når kagerne er bagt færdige dryppes de med punsch-siruppen. (Der bliver RIGELIGT ifølge opskriften; måske vil du nøjes med det halve!) Jo mere du drypper, jo kraftigere bliver smagen og jo mere fugtige og herligt snaskede bliver kagerne. Lad kagerne opsuge siruppen i mindst en time.

Hvis kagernes overflader er meget ujævne, kan du nu evt. skære lidt af toppen af og evt. lave en lille fordybning, men det er ikke strengt nødvendigt, hvis din marmelade bare ikke er for tynd. Fyld hullet med hindbærmarmelade og lad kagerne "sætte sig" i køleskabet.

Lav en tyk glasur - du kan også røre den med æggehvide, så bliver den helt hård når den tørrer - og sprøjt en glasurkant rundt om hindbærmarmeladen. Lad glasuren størkne - og så er kagerne klar til at blive serveret!