Sodabrød med masser af smør og grøn ost. Find fejlen! Læs nederst i indlægget... |
Der findes rigtig mange variationer over sodabrødet, men det "ægte" siges at være det enkleste; altså et brød bagt på bare fire basale ingredienser: mel, salt, natron og sur mælk. (I mangel af sur mælk kan kærnemælk bruges - eller mælk tilsat en anelse citronsaft.) Den bløde dej formes til et rundt brød, og der snittes et stort kors i brødet. Så enkelt og nemt, at det er værd at huske også når 17. marts er kommet og gået. To acceptable varianter af traditionelt sodabrød er henholdsvis den hvide og den brune udgave: med fint eller groft mel.
Blandt irere er soda bread en institution, og der kan være stærke følelser knyttet til brødet. Google har hjulpet mig med at opdage, at der ligefrem findes en forening eller snarere et selskab, Society for the Preservation of Irish Soda Bread, der, som navnet antyder, anser det som sin opgave at bevare det traditionelle sodabrød as baked by our great-great-grandparents.
Endnu en fejl: jeg har pyntet brødet med (grønne) græskarkerner i trekløverformation. IKKE traditionelt! |
Hvis man har en personlighed, der er til det mere formelle, så foreslås følgende muligheder:
- Raise your right hand and swear (or affirm) to teach at least one person each year, preferably a child, how to make proper Irish Soda Bread.
- Know the answer to: "How many leave are on a Shamrock?" (Hint: it isn't four!)
- Send me an e-mail about your Soda bread baking experience when you get a chance (see bottom of page for e-mail link) (Det link har jeg fundet til dig: sodabreadsociety@gmail.com)
- And, for that lonely space on your wall, click to download your "official" membership certificate, sign it, and display it proudly.
Der er en del sjov læsning på selskabets hjemmeside, og der er såmænd også en sodabreadgruppe på Facebook med over 2.500 medlemmer, som du kan anmode om at være med i!
Hvedemel dyrket i Irland får et ret lavt glutenindhold på grund af de naturlige forhold på de kanter. Brød bagt - med gær - af den slags mel hæver ikke ret godt, fordi der ikke udvikles stærke glutenstrenge, der kan holde på de luftbobler, der dannes, når dejen hæver. Det hævdes, at opskriften på sodabrød blev opfundet for at kunne bage et godt brød af ikke-så-godt hvedemel.
En af de tidligste skriftlige kilder til sodabrødet findes i en udgave af The Gentleman's Magazine fra 1817. Det er dog tilsyneladende begyndt som en brevveksling/artikel fra en anden udgivelse: The Monthly Gazette of Health. En læser har skrevet og udfordret redaktøren Richard Reece til at kommentere på det næsten uspiselige brød, der kommer ud af det, når man bager med dårligt mel. The great difficulty, I find, is to make the dough rise; and, when fermentation is forced by heat, the bread sometimes becomes sour. Bread in this country, and, I believe, throughout Europe, forms so great a proportion of the food of every class of society, that it may justly be termed the "staff of life". […] In your next Number I hope to find some remarks on this important subject. Opfølgningen i Gentleman's Magazine er en gennemgang af redaktørens kemiske eksperimenter, der godt nok lyder lidt voldsomme; der indgår både saltsyre, alun, potaske og ammoniak foruden mosede kartofler, men de munder ud i en opskrift, der skulle give bedre og sundere brød end det almindelige gær-/surdejshævede.
Ved at bruge natron som hævemiddel får man en noget anderledes krumme end ved at bruge gær i en æltet dej. Brødet bliver langt mere smuldrende, og det bliver hurtigere tørt og kedeligt. Til gengæld er det hurtigt rørt sammen og bagt, og det kræver ikke, at man har frisk gær i huset.
Næsten helt traditionelt sodabrød
- 200 g grahamsmel
- 250 g hvedmel
- 1 1/2 tsk salt
- 1 tsk natron
- 4 dl kærnemælk
- Græskarkerner til pynt
Varm ovnen op til 225 grader.
Bland alle ingredienserne hurtigt sammen til en blød og temmelig klistret dej. Dejen skal IKKE æltes.
Skrab dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og form den til et rundt brød. Lav et dybt kors i brødet. Pynt brødet med græskarkerner i trekløverformationer og langs kanten ned mod bagepladen.
Bag brødet i ca. 40 minutter. Det skal være pænt gyldent og lyde hult, når du banker på undersiden af det.
Spis brødet med masser af smør og evt. grøn ost.
Ved simpel opvarmning (af natron) fraspaltes vand og kuldioxid og der dannes soda (bismag):
- 2 NaHCO3 → Na2CO3 (soda) + H2O + CO2
Hvis der er syre til rådighed, dannes der ikke soda, men kun vand og kuldioxid:
- H+ + NaHCO3 → Na+ + H2O + CO2
Find fejlen: når man fejrer Skt. Patricksdag, skal alting pyntes med TRE-kløvere. De tre blade symboliserer treenigheden, som Patrick gjorde et meget stort nummer ud af at prøve at forklare de gode irere, da han kristnede deres land.
Skt. Patrick, Irlands apostel |
Osten på billedet er en helt u-irsk gouda med pesto skåret ud med min FIRkløversmåkageudstikker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar