tirsdag, april 24, 2012

Sefardisk jødisk appelsinkage uden mel

Der kan være mange grunde til at bage/spise kager uden mel. I vore dage er mange allergiske over for glutenet i især hvedemel. Andre, som jeg, laver kager uden mel, fordi mel er en ikke så fornem ingrediens og derfor er  afgørende for, hvor fornem og eksklusiv kagen kagen bliver. Men man kan åbenbart også have religiøse grunde til at holde sig fra mel.
Sefardiske jøder er de jøder, der har deres oprindelse i Spanien og Portugal til forskel fra fx. de tyske og østeuropæiske jøder, der kaldes ashkenaziske jøder. Det spansk-portugisiske passer jo meget godt på en kage, hvor hovedingredienserne er appelsiner og mandler.

Kagen er beregnet særligt til den højtid, der hedder pesach, passover eller jødisk påske. Her mindes man jødernes udfrielse fra deres fangenskab og slavetilværelse i Ægypten og de mange års landflygtighed i ørkenen. I ørkentiden havde man ikke mulighed for at bage brøde hævet med surdej, og som en konsekvens heraf kaldes festen også det usyrede (uhævede) brøds fest.
Matzo
Man spiser derfor i vid udstrækning et særligt knækbrødsagtigt uhævet brød, matzo. Man bager kager, der i stedet for mel indeholder knuste matza (eller hvad de nu hedder i flertal). Eller man tager skridtet fuldt ud og undgår mel helt og holdent.

De særligt ihærdige jøder benytter lejligheden op til passover til at give køkkenet en grundig rengøring. Alle flader og sprækker skrubbes for at fjerne ethvert spor af mel og tilhørende hævemiddel.


Appelsinkage uden mel
  • 2 store (økologiske/ikke overfladebehandlede) appelsiner med skræl
  • 6 æg
  • 250 g grofthakkede mandler uden skind
  • 250 g flormelis
  • 1 tsk bagepulver
Begynd med at koge de to appelsiner i to timer. Dæk dem med vand; hold dem evt. dækket ved at lægge en tallerken over dem til at holde dem nede. Det kan være nødvendigt at hælde mere vand på undervejs. Lad de kogte appelsiner køle af.

Kom appelsinerne i en foodprocessor og kør dem til en jævn masse.
Fjern evt. kerner
Ah! Appelsinmos!
Pisk æg og flormelis hvid og skummende. Bland bagepulveret med mandler/mandelmel og rør det i æggeblandingen. Rør appelsinmosen i dejen.

Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir. Det kan være en god idé at smøre papiret med lidt olie. Dejen vil meget gerne hænge i. Bag kagen ved ca. 180 grader i knap en time. Check med en metal(-strikke)-pind om kagen er færdig. Hvis der ikke er dej på pinden, når du har prikket midt i kagen, er den færdig.

Kagen kan serveres som den er eller med fx. flødeskum eller is. Det er ikke dårligt med et gitter af chokolade eller et lag chokoladeganache.
Chokolade er altid godt, jødisk eller ej
Jeg blev lidt optaget af de jødiske fest- og spiseregler og faldt over bogen Fast and Festive Meals for the Jewish Holidays. Jeg har bestilt den brugt på Ebay, så i den kommende tid er der fare for flere indlæg fra samme skuffe...

1 kommentar:

Emma sagde ...

uh den kage bager min svigermor altid til mig ! :) Den er fantastisk. Jeg drømmer lidt om en version med citron ( og chokolade)
Jeg mener også hjerteforeningen har den blandt deres opskrifter.
kh Emma