fredag, august 26, 2011

Småkager (Part Three): Cookie Dough-hapser på pind

En af fordelene ved at blive voksen er, at man er den, der kontrollerer skålen og piskerisene, når der bliver bagt kage. Man er den, der bestemmer, hvor grundigt skålen skal skrabes for dej og hvor hårdt og hvor mange gange piskerisene skal slås mod kanten, inden de må slikkes. "Master of the Cookie Dough"!

For de fleste ved jo, at kagedej smager guddommeligt. Blødt, sødt, fedt, trygt. Alt det, som moders mælk også var. Men det skal bages, det skidt, og det gør vi så. Indtil tanken pludselig slår ned: Hvorfor dog? Jeg er jo voksen; jeg kan selv bestemme om min kagedej skal i ovnen eller ej.

Ben & Jerry har indset det. Vægtvogternes Smart Ones ved det. Amerikanske slikfabrikanter, fx. Taste of Nature, har set lyset. Man kan ligefrem følge Cookie Dough BitesFacebook!

Det er så himmelråbende indlysende, at det er svært at fatte, at det har taget verden så lang tid at komme væk fra skammen og den lidt ydmygende følelse af at være barnlig - på den ufede måde - og i stedet at stå ved det: Dej smager skønt! Og der er ingen grund til at holde sit fix hemmeligt. Det er jo ikke værre end så mange andre ting, som man kan nyde med stor fornøjelse. I passende portioner.
Jeg har nu for første gang taget konsekvensen: da jeg havde stukket småkager ud forleden (her finder du en god opskrift) og alle kantstykkerne var tilbage, rullede jeg ikke dejen fladt ud og stak flere småkager ud. I stedet rullede jeg resterne til en pølse, som jeg lagde i fryseren. Enhver - rest af en - god smørrørt småkagedej kan bruges; hvis du skal lave hapser til andre end dig selv, skal du måske overveje at bruge pasteuriseret æg.

Da dejen var blevet fast, skar jeg den i mundrette hapser, smeltede noget mørk chokolade, stak en pind i hver bid og dyppede og VIPS! Efter en lille tur i køleskabet, så var der hapser på pind.
Legepladsen er ovre til højre. Udenfor billedet.
Prøv det! Dit indre barn vil juble i vilden sky!

onsdag, august 24, 2011

Småkager (Part Two): Trekanter til tiende søndag efter Trinitatis

Tiende søndag efter Trini-f******-tatis? Hva' snakker du om?!

Jeg snakker om på søndag. Tiende søndag efter Trinitatis søndag, som er navnet på søndagen efter pinse. I år var Trinitatis søndag den 19. juni. Bare til orientering.

Ja, ja, det er meget godt, men hvad betyder det dér Trinitatis? Er det en sygdom? Eller er det ikke noget volapyk fra P1 på linje med fiskerinoteringen og farvandsudsigten? Eller noget gud-noget? Noget, man snakker om i kirken?

Jo, nu nærmere vi os. Trinitatis søndag er den dag i kirkeåret, hvor man fokuserer på den besynderlighed, at vi hævder, at den kristne gud er trinitarisk, trefoldig, en tre-enighed, tre-i-én ; so to speak.
Tre-i-én: klipper, renser og filer.
I Trinitatis Kirke gør man en hel del ud af den sære tre-hed, Fader, Søn og Helligånd.: røg og damp, englebasser, gyldne solstråler, tunger af ild...
Klik for større billede.
Trinitatis søndag markerer afslutning på rækken af kirkelige fester og danner på samme tid indledningen til den festløse halvdel af kirkeåret; den kirkelige hverdag. Søndag efter søndag hele sommeren, som ikke adskiller sig på anden måde fra den forrige end ved, at den er et nummer længere henne i rækken af søndage efter Trinitatis.

De tre elementer i Treenigheden er de tre sider af den kristne gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Does that ring a bell?
Man kan mene, at det er noget meget indviklet noget, og man kan gå ind i lange teologiske overvejelser om de tre størrelsers indbyrdes forhold og stille dybe spørgsmål om, hvordan vi dog kan hævde at tro på én gud, når der nu også er tre. Man kan også lade være.

Jeg stiller mig fuldt ud tilfreds med at forstå det sådan, at de tre led er udtryk for forskellige egenskaber ved den kristne gud. Eller tre former, som Gud viser sig for os i. Tre måder, hvorpå livets storhed viser sig. Det virker fint for mig i det daglige; som en slags pædagogisk redskab.

Faderskikkelsen - eller moderskikkelsen for den sags skyld - er den guddommelige dimension, som viser sig for mig i form af det skabte, fysiske liv. Når jeg forundres over en solnedgang. Når en kage får englene til at synge. Når jeg endelig kommer på toilettet efter at have været trængende længe. Når en elektronisk gadget produceret i Kina giver mig åndenød af fryd. Når jeg kan høre græsset gro.Når jeg finder den helt rigtige grønne maling til mit køkken.

Sønnen er til gengæld et udtryk for de øjeblikke, hvor jeg er i ægte kontakt med mine medmennesker. Når kassedamen får sagt "Ha' en god dag" på en måde, så dagen faktisk bliver lidt bedre. Når jeg pludselig føler mig set af én, som jeg gerne vil ses af. Når jeg smelter sammen med et andet menneske i en dans. Når det betyder noget, at sygeplejersken holder mig i hånden, før jeg bliver bedøvet.

Helligånden er den luftigste af de tre. Den er på færde, når jeg er til koncert, og publikum på mystisk vis pludselig forvandler sig fra at være en samling af individer til at være én samlet organisme. Eller sommetider, når jeg synger sammen med andre. Når jeg pludselig forstår. Når du og jeg er mere end to. Når jeg er i gode venners - eller mit eget - selskab og glemmer tid og sted. Når nye ideer opstår.

Mere indviklet er det ikke. Ligesom med negleklipperen er der måske en af funktionerne, som er mere anvendelig i praksis end de andre to, men tre er nu sådan et godt og harmonisk tal, og tre synsvinkler på noget vigtigt er ikke for meget.

I vinter- og forårstiden er de kirkelige prædikentemaer groft sagt fokuseret på én af de tre skikkelser ad gangen. I trinitatistiden er der fokus på det samlede menneskeliv med alle dets mange udtryk. Og der er 25 eller 26 søndage at gøre godt med inden kirkeåret er slut og et nyt begynder den første søndag i advent, så man kan komme godt omkring.

Fordi trinitatistiden er den kirkelige hverdag og ikke kalder på storladne festkager, kunne man helt ydmygt servere en småkage til kaffen.
Småkagedejen og fremgangsmåden er den samme som forleden. Ikke-opskriften på glasur findes sammesteds. Eneste forskel er at småkagedejen skæres ud som trekanter og at du evt. kaster dig ud i et frihåndshelligåndssymbol. Eller bare en streg langs kanten.

Trekanterne kan laves med en - halvdyr - udstikker eller med et stykke pap og en lille kniv. Jeg valgte papløsningen.
Ved at gøre småkagen trekantet og pynte med grøn glasur, får man hyldet den slags dage, som der er flest af, og som mange af os - med eller uden Dan Turell - holder rigtig meget af.

mandag, august 22, 2011

Supersprøde citronsmåkager - eller hvordan man pimper et møde i gårdlauget på en tirsdag

I sidste uge var der sommermøde i gårdlauget, og jeg havde lovet at tage noget sødt med til kaffen. Planen var at grille i gården med en plan B - middag på et eller andet listigt sted i nærheden - i tilfælde af regn. Disse dage er plan B'er gode at have. Plan A/B gav mig lige rum for en ekstra overvejelse: vil det være fedt at lave en stor svulstig kage, som IKKE kan tages med og smugspises på en restaurant, hvis og såfremt vejrguderne svigter? Nej, det vil det ikke.

Ergo kageplan B: pimpede (to pimp: to excessively customize something) småkager.
Vores gårdlaug hedder Gule Hest, og jeg har helt tilfældigt en småkageudstikker i hestefacon, som jeg har købt for et par år siden i gaveshoppen på Den spanske Rideskole i Wien. Nu kunne den give lidt mening. Gul glasur er ingen kunst. Afsted til hest!

Bonustanke: Nu er det jo ikke, fordi det er verdens mest originale idé at lave gule hestesmåkager til et møde i Gule Hest, men jeg vil alligevel indskyde et billede om ideens anatomi. Dels er billedet gult - en farve, jeg ellers ikke gør det så meget i, men som er på programmet i dag - og dels siger det lidt om, hvad der skal til for at man kan få gode ideer. Og gode ideer er netop gode, så dem skal man give gode arbejdsbetingelser.
Jeg vil supplere, at det er godt at have et nogenlunde tilgængeligt arsenal af blandet skrammel - fysisk og mentalt. Her var det fx. den ellers helt latterlige kageudstikker, der kom frem fra dybet og fik sine fifteen minutes of fame.

Omvendt bonus: Eight Ways to Kill an Idea (i reklamebranchen)


Supersprøde hestecitronsmåkager med gul glasur
  • 250 g smør
  • 225 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk vanille
  • 1½ tsk bagepulver
  • revet skal af 1 citron
  • revet skal af 1 appelsin
  • 340 g mel
Rør sukker og smør luftigt, ca. 5 minutter. Tilsæt æg, citrusskal og vanille og pisk igen. Bland de tørre ingredienser i separat skål og kom det i smørblandingen. Bland godt indtil dejen er samlet og glat.

Læg en håndfuld af dejen mellem to stykker bagepapir og rul den med en kagerulle til den ønskede tykkelse. Gentag med resten af dejen. Læg den rullede dej med bagepapir i køleskab i 10 minutter eller meget gerne længere. Dejen vil blive nedkølet og fast og klar til at stikke ud/skære og bage uden at du skal tilsætte mere mel. Gentag med resterne efter du har skåret/udstukket småkager.
Tricket med at køle dejen, når den ER rullet ud, virker nogenlunde.
Den ædle gangers tynde ben er dog stadig lidt vanskelige at have med at gøre...

Efter en tur i ovnen lignede hesten mere en islandsk pony - og var blevet tilsvarende meget nemmere at håndtere.

Bag småkagerne ved 175 grader i 8 -10 minutter. Køl af.

Gul glasur
Ja, gul glasur kan selvfølgelig bare laves af vand, flormelis og gul frugtfarve. Det er den nemme løsning. Man kan også gøre det lidt mere besværligt for sig selv. Det er ofte min foretrukne model.

Glasur lavet på vand stivner kun langsomt, så jeg bruger næsten altid æggehvide. Jeg havde ikke nogle æg i huset, som jeg ville ofre på en glasur (gårdbutikæggene, som jeg helt selv har hentet i provinsen, er KUN til blødkogte!), men heldigvis har jeg marengspulver/æggehvidepulver.

Denne glasur måtte gerne smage lidt syrligt, og eftersom citronsaft vil fortynde glasuren, gik jeg kemisk: lidt citronsyre. Lidt ekstra citronsmag fra endnu en ikke-citron: et par dråber citronolie fra en flaske.

Farven kom fra et lille glas pastafarve; igen fordi almindelig frugtfarve fortynder glasuren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har den fra, men Specialkøbmanden har hele paletten.

Rør en glasur af
  • æggehvide, 
  • flormelis, 
  • farve og 
  • evt. smag 
til den er sej, glat og uden klumper. Det er svært at give nøjagtige anvisninger på mængderne, for æggehvider varierer meget i størrelse og konsistens. Du er nødt til at prøve dig frem. Der bliver MEGET glasur, hvis du bruger en hel æggehvide. Kom glasuren i en plastikpose/sprøjtepose evt. med en tylle med et lille hul eller klip et lille hul i hjørnet af posen, og sprøjt glasur på kanten af dine nybagte småkager.
Tid er selvfølgelig også en faktor, når man vil bage småkager på en helt almindelig tirsdag. Jeg har og ta'r tid til det, som jeg synes er vigtigt og som jeg bliver glad af. Men så kan småkagedej i øvrigt snildt laves i forvejen og gemmes temmelig længe i køleskabet.

Bonusinfo: regnen udeblev, og vi spiste småkagerne i det grønne, men der var ikke et øje tørt... 

mandag, august 08, 2011

Ræven og rønnebærgeleen (aka Bitterhed Part Two)

Jeg har lige været i sommerhus, hvor der stod et træ med bær på grene helt ned til jorden. Lavthængende frugt skal man ikke være for fin til at plukke, så det gjorde jeg. Min opskrift har fået lidt mirabeller i, for dem fik jeg også plukket en masse af.

Da jeg netop også har været på et lille ophold i Bitterland, så tænkte jeg, at nu var det oplagt at lave rønnebærgele. Bare en lille-bitte portion. Hermed gjort.
Rønnebærgele (ca. to små glas)
  • 225 g rønnebær
  • 100 g mirabeller med sten
  • 2 dl vand
 Kog bær og frugter og vand indtil bærrene brister. Rør gerne lidt rundt, så frugtsaften kan trænge ud i vandet.

Hæld blandingen i en stofpose i et saftstativ - eller i en sigte foret med et rent viskestykke - og lad saften løbe igennem. Lad det gerne stå og dryppe natten over; jeg har ladet mig fortælle, at den mest pektinrige saft - som får det hele til at gelere - kommer ud til sidst.

Vej din saft og tilsæt en tilsvarende mængde sukker. Jeg fik
  • 235 g saft og tilsatte derfor netop
  • 235 g sukker
Det kan ikke nytte noget at nedsætte sukkermængden - med mindre du altså vil tilsætte pektin i form af geleringspulver - for sukkeret er med til at gøre saften fast.

Kog saft og sukker igennem. Fjern det skum, der dannes på overfladen. Hæld geleen på rengjorte glas (jeg skyllede i lidt vodka) og luk dem godt til og køl af.

Det spændende ved at lave gele er, at der altid er en lille risiko for at det ikke størkner som planlagt. Men hvis det går sådan, så kan du ønske dig selv tillykke med, at du i stedet har lavet en dejlig sirup, som kan hældes over is, på yoghurt eller dryppes på en ostemad. Mit størknede nogenlunde.

Det skal understreges, at rønnebærgele - selv med mirabeller i - ER bittert; det er ikke for børn og svage sjæle.

Serviceinfo: utålmodige læsere, som trives bedst med opskrifter og highlights kan roligt stå af her. Der kommer ikke noget spændende, slibrigt eller yderligere bittert herunder. Heller ikke flere opskrifter. Det er bare Klog-Åge - eller i dette tilfælde Ana-Lyse-Lise - der læser fablen om ræven og rønnebærrene igennem.

For det er jo en herlig historie, der har som punchline: "De er sure, sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem." Jeg kender og bruger udtrykket, som en sjov iagttagelse af en meget menneskelig tendens til at nedgøre det, som vi ikke kan få/nå, men når jeg tænker over sagen, er den faktisk lidt underlig.
Historien er oprindeligt en fabel af Æsop og handlede ikke om rønnebær, men om sure druer. Her kommer den første underlighed ind: hvorfor kan ræven ikke nå druerne? Er det mon fordi historien taler om vilde vinranker, mens de vinstokke, som jeg ser for mit indre øje er kultiverede, så de ikke er så høje, at en ræv af normalstørrelse ikke kan nå druerne? Eller var ræve meget små på Æsops tid?

Den anden mærkværdighed dukker op, når fortællingen oversættes til danske forhold, og vi nu taler om rønnebær. For de ER jo faktisk ikke bare sure, men bitre og egentlig ikke særligt attraktive i deres rå form. Kunne man ikke have valgt en sød frugt? Kirsebær? Blommer?

Faktuelle mystifikationer eller ej, så er det jo godt set, at vi nemt kan henfalde til at kritisere det, som er uden for vores rækkevidde, og at vi kan være ret gode til at bilde os selv ind, at det, som vi kritiserer, er vi slet ikke interesserede i. Det er snarere værdiløst og ikke værd at beskæftige sig med. Sådan kan man jo skåne sig selv for både latterliggørelse og skuffelser. En ræv, der hopper forgæves efter for højtvoksende frugter, er jo lidt svær at respektere i det lange løb.
En anden hoppende kendisræv

Jeg er ikke TV2-fan, har aldrig været det, og bliver det sikkert heller ikke, men man må give dem, at de både kan lovsynge normaliteten og pege ubittert og selvinkluderende på almindelig menneskelig svaghed. Det er nærmest helt unormalt i disse dage. Thumbs up til det.

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nu fyrene især

blir virkelig noget værd
stræbsomme, stærke ser de ud

Og så hygger de sig med dans og musik

fester fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Og pigerne de ved

alt om husgerning og kærlighed
de er meget smukke når de smiler

Sammen vil de frem

karriere, hund og hjem
alle hver for sig og lige glade

Og så hygger de sig med dans og musik

fester og fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Nutidens unge er

som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nutidens voksne er

ræverøde rønnebær
sagde de unge og lod træet fælde

Og så hygged de sig med dans og musik

fester og fodbold og matematik
så snakked de om økonomi
tegned den fremtid vi lever i...