onsdag, september 23, 2009

Citronmåne størrelse S og XS - og XL

Here we go again!

Jeg skulle bage kage - helt efter eget valg - i anden anledning. Danish Minies spøgte stadig lidt, så da jeg tænkte " hmmm, klassiske, danske kager?", så dukkede citronmånen op. Hvad er da mere dansk end den gule halvmåne fra DanCake?! Den må kunne konstrueres i en miniudgave.

Herunder er den i størrelse Small: en halv muffinstørrelse.

Bemærk venligst den "muselmalede" form. Bortset fra, at farvekombinationen blå-gul ikke ligefrem signalerer Danmark - tværtimod fristes man til at sige - så er det da yndigt!

Men størrelse Small er jo strengt taget ikke mini. (For kage-entusiaster er en halv muffin en hån, men pointen med Danish Minies er jo heldigvis, at man så kan spise flere forskellige!)

Så jeg lavede også nogle XS-citronmåner. For at de ikke skulle blive så små, at de kunne forsvinde i den hule, søde tand, skar jeg dem ikke over, som citronmåneloven ellers foreskriver. Der er her tale om fuldmåner - med top på.

Det ses måske ikke tydeligt, hvor lille den er, men på billedet herunder er en hel bunke på en kagetallerken. De er altså ikke meget større end et fingerbøl.


Nu var det ikke en fin reception jeg skulle til med mange små lækkerier. Mere af et arbejdsmøde, hvor der skulle noget sukker på bordet for at holde moralen oppe. Derfor lavede jeg også en citronmåne størrelse XL.

Det er måske svært at vurdere størrelsen af kagen på billedet, men jeg kan afsløre, at den - eftersom den også er en fuldmåne - er som en standard DanCake x 2 - and then some. En voksen kage med andre ord. Jeg tror, at vi var ca. 15 personer om at sætte den til livs.


Jeg brugte følgende opskrift (der rakte til både 1xXL, 2x6xS og ca. 10xXS):
4 store æg
400 g sukker
Reven skal af 2 limefrugter (det skulle selvfølgelig have været citroner, men dels havde jeg det ikke og dels er limefrugter både pænere og smager mindst lige så godt)
400 g marcipan
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver

Pisk æg, sukker og lime- eller citronskal til det er hvidt og skummende. Pisk den revne marcipan i. Rør til sidst mel og bagepulver i dejen.

Fordel dejen i stor springform/muffinsforme/miniforme alt efter hvad du vil lave. Bag ved ca. 200 grader. Den store skal selvfølgelig have betydeligt længere end de små og skal stå lavere i ovnen. Overfladen må gerne blive svagt lysebrun, men prøv dig i øvrigt frem med en tandstik eller en tynd strikkepind. Den skal komme ud uden dej på, når du stikker den ned midt i kagen. 35 minutter kunne være et bud til den store.
Så er der glasuren. Fordelen ved at bage en citronmåne selv er jo, at man kan lave lige så meget glasur, som man vil.

Jeg brugte:
1½ pasteuriseret æggehvide
ca. ½ tsk citronolie
20 dråber koncentreret gul farve (Jeg brugte noget, som jeg har købt i udlandet. Almindelig frugtfarve kan selvfølgelig bruges, men den er så "tynd" at der skal bruges rigtig meget, for at den rigtige, hysteriske gule farve træder frem.)
Saft af 1 limefrugt
Flormelis nok

Du må igen prøve dig lidt frem. Mængden af flormelis er svær at angive præcist - og det er heller ikke supervigtigt. Glasuren skal være tyk nok til at være lækker og tynd nok til at kunne flyde ud. Jeg fik egentlig lavet den lidt for tyk til XS'erne, men det ødelægger jo kun det autentiske citronmånelook; smagen fejler ingenting!

Og så alligevel: junior, som ellers er en glad kagespiser og ofte helt frivilligt siger pæne ting om mine kager, han mente altså ikke, at jeg kunne måle mig med DanCake. Det tager jeg til efterretning.

P.S. Brødrene Price forsøgte sig også med hjemmelavet citronmåne i deres særlige, syrlige citron-afsnit "Sur, sur, sur". Det ser jo godt ud, men jeg er ikke sikker på, at deres kage er bedre end min...!

onsdag, september 16, 2009

Nu med gratis opskrifter

Jeg har tidligere haft et lille opskriftshæfte til salg på min hjemmeside Kage! Kage! Kage!

Det kommer nu ud her til fri afbenyttelse.

Warning!

Opskrifterne er knyttet til forskellige kirkelige højtider, og der er derfor både kristelige billeder og bibeltekster i farvandet! :-)

Warning!

Læs opskrifterne her, print dem ud, gør hvad du vil. It's all up to you!

søndag, september 13, 2009

Danish Minies - the sweet side...

En af mine venner er ved at søsætte et meget delikat projekt, Danish Minies; alle de klassiske danske retter i miniformat. På den måde kan man fikst præsentere dansk kogekunst, smage mange flere retter på én gang end hvis man fik dem serveret i fuld størrelse, og så har jeg - og sikkert mange andre (kvinder?) - en særlig svaghed, for alt som er småt og nuttet. Med andre ord: en knaldgod idé!

MEN der mangler noget! De søde sager. Hvor er rødgrøden og æblekagen? Citronfromagen og ris a la mande'n? De eviggrønne søde punktummer, som - for nogen - er lige så vigtige for et måltids fuldkommenhed, som en kvindes øjne er for hendes skønhed.

Jeg har ladet mig inspirere og i al beskedenhed lavet et par skitser til mulige tilføjelser til det ellers uendeligt appetitlige koncept (hvem sagde overspringshandlinger? Jeg har i virkeligheden langt vigtigere ting at tage mig til i dag...):



Rødgrød lavet på (frosne) ribs, jordbær og blåbær i en lille skal (som, indrømmet, hverken smager specielt godt eller er helt sprød nok til at spille op mod rødgrøden, men jeg faldt lige over en æske i Inco og fint ser det da ud) og pyntet med flødeskum. Der er også flødeskum i bunden under rødgrøden, som det måske kan anes.

Gammeldags æblekage: en bund, der til gengæld er rigeligt sprød, og som faktisk smager godt, bagt af sukker, smør og rasp. Ovenpå en godt indkogt æblegrød pyntet med flødeskun og ribsgele.

Så kan vi få afsluttet minimenuen med manér!

P.S. Danish Minies er også på Facebook.

søndag, september 06, 2009

Kvæden - frugternes diamant

Lad det være sagt med det samme: kvæden har nok en lang og eventyrlig historie, men frugten selv er stenhård, ofte smågrim og ikke sådan lige til at gå til. Den skal tilberedes. Koges. Længe. Men så får man også noget helt særligt og aromatisk ud af anstrengelserne.

Nogen vil synes, at det var spild af tid; andre vil synes, at naturen har vist sig fra sin mest fantastiske, komplekse og elegante side. Du er nødt til at prøve.

Kvæden er en æblelignende frugt og den er blandt de frugter, der har været kendt af mennesker allerlængst. Nogen mener sågar, at Eva slet ikke spiste et æble, men en kvæde. Og Afrodite, den græske kærlighedsgudinde, som ifølge fortællingerne havde et særligt forhold til æbler, er måske også blevet misforstået. Måske var også hun i virkeligheden betaget af kvæden og dens helt specielle duft.


Det fortælles også, at en bryllupsskik i det gamle Grækenland gik ud på at gæsterne kastede kvæder (AV!) efter brudeparrets vogn, når det unge par var på vej til deres nye hjem. Når de nåede frem, spiste de en kage af sesam og honning (det må være som de små firkantede, flade tingester, man kan købe i fx. eksotiske grøntforretninger) og bagefter blev bruden budt en rå kvæde, som skulle sikre hendes frugtbarhed.

En anden myte - eller måske er det sandt? - fortæller, at hvis en gravid kvinde spiser masser af kvæder, vil hun føde et barn, som bliver både flittigt og intelligent.

Men hvad kan den bruges til, kvæden? Jeg kender kvædebrød, som er en gammel form for konfekt. Kvædebrød kan spises netop som konfekt, men er også godt til fx. stærk ost.
Jeg prøvede at lave kvædebrød for første gang sidste efterår. Det gik overraskende godt, og her kommer opskriften; den er meget omtrentlig og ja, det er en lang og besværlig proces:

1 kg kvæder
vand
1 kg sukker
Evt. lidt citronsaft/-syre

Læg kvæderne i en gryde og dæk dem med vand. Kog dem hele i ½-1 time. De skal være helt møre.



Tag kvæderne op af vandet (gem det; måske får du bruge for noget senere) og pil skrællen af dem. Fjern også kernehuset. Pres det kogte frugtkød genne en sigte og hæld pureen i en ren gryde. Tilsæt sukkeret og så skal der koges. Hvis blandingen virker tør kan du tilsætte lidt af kogevandet fra før. Kog længe. Længe. Længe.
Kvædepureen vil langsomt skifte farve og konsistens. Fra noget vandet, lyst sjap til en mørk-orange, lavaboblende masse - der brænder sig fast på din hud, hvis du ikke passer på!
Hvis du har et sukkertermometer kan du stile efter 106 grader. Jeg mener, at min kloge mors husmodertip var at tage en lille smule på en teske og dyppe den i koldt vand. Så skal massen blive fast og ikke gå i opløsning i vandet.
Smag også på kvædemassen. Selvom kvæderne er sure fra start, gør kogningen - og sukkeret naturligvis - at der godt kan blive brug for lidt citronsaft eller citronsyre til at justere smagen lidt. Du må prøve dig frem. Ikke alle kvæder er lige sure.



video

Når kvædemassen har kogt længe nok hældes den op i et fladt fad/en bradpande, som er foret med bagepapir. Når den er kølet lidt af - og stivnet - drysser du sukker på. Når den er helt kold, kan du vende den ud på et andet stykke bagepapir, og drysse sukker på den nye overside.


Nu skal kvædebrødet tørre i nogle dage. Vend det et par gange om dagen og sørg for, at det hele tiden er dækket med sukker.

Skær kvædebrødet i tern og vend stykkerne i sukker. Lad dem tørre lidt mere.

Så er kvædebrødet endelig klar til juleaften. Eller en god ostemad.

lørdag, september 05, 2009

Tiramisu-kage

... eller snarere "10-ramisu", for kagen MÅTTE jeg lave i anledning af mit ti års jubilæum i mit "day job". Jeg fandt en fristende opskrift i en kage-bage-bog, men måtte straks lave den lidt om. I bogen bages dejen fx. som muffins, og der er ikke chokolade i cremen, der kommer ovenpå.


Jeg pyntede også kagen anderledes end det foreslås i kogebogen: jeg havde nogle kaffebønne-drageer fra mit besøg på Eat09 for et par uger siden, der bare skreg på at blive kastet på en kaffekage. Det blev både pænt at se på, godt at bide i og lækkert at smage - når jeg nu selv skal sige det...


Jeg fik altså gjort opskriften til min egen, og derfor vil jeg med god samvittighed bringe den her.
Kagen:
2 æggeblommer
110 g sukker
4 spsk stærk kaffe (jeg laver en tjæreagtig gang Nescafé)
evt. 1-2 spsk Kahlua (kaffelikør)

2 æggehvider
1 knivspids salt
40 g sukker

150 g mel
1 tsk bagepulver

Pisk æggeblommer og sukker til en cremet æggesnaps. Pisk kaffe og evt. Kahlua i blandingen.

I en ren skål og med rene piskeris (rester af fx. æggeblomme eller andet fedtstof vil gøre det umuligt at få hviderne stive) piskes æggehviderne med saltet. Når de er næsten stive piskes sukkeret i. Pisk til blandingen er rigtig solid.

Bland først et par skefulde af æggehvidebladningen i æggeblommeblandingen. Vend derefter forsigtigt mel og bagepulver i dejen og til sidst resten af æggehviderne i. Hæld dejen i en rund springform. Der er ikke supermeget dej, så kagen bliver ikke så høj, men med den skønne creme skal den nok bidrage så rigeligt til kalorieregnskabet.

Bag kagen ved 180 grader i ca. 20 minutter. Check med en tandstik om den er færdig: når du stikker tandstikken ned i kagen, skal der ikke hænge dej på den, når du tager den ud.

Ca. 3 store spsk abrikosmarmelade kan smøres på den varme kage. Lad kagen køle HELT af.

Mascarponecreme:
2 æggeblommer (her er det en rigtig god idé at bruge pasteuriserede, for cremen bliver jo ikke bagt!)
3 spsk sukker
2 spsk Kahlua
250 g Mascarpone (italiensk flødeost/friskost)
75 g mørk chokolade

Smelt chokoladen fx. i mikroovnen. Lad den køle lidt af.

Pisk æggeblommer, sukker og Kahlua til en glat æggesnaps. Pisk mascarponen i - en skefuld ad gangen. Pisk den smeltede chokolade i cremen. Stil evt. cremen på køl mens kagen også køler af.

Smør et lag creme på kagen og gem evt. lidt, som sprøjtes på med en tylle. Pynt fx. med drageer eller andet festligt.

Lad kagen stå køligt indtil den skal spises. En god kop kaffe og et STORT stykke - og så er den dag reddet!