Mit indlæg er forsvundet - og jeg har den første alvorlige krise i mit ellers lykkelige forhold til min iPad. Jeg rettede en stavefejl i overskriften, og Vupti!, havde den slettet hele indlægget. Jeg leder nu efter en par-terapeut/teknisk løsning. Og ellers må jeg jo til tasterne igen... Men der er gået skår i kærligheden.
18. maj: Jeg taster igen. Helt kort. Opskrift. Instruks. Billeder. Med en øv-smag i munden, men hvis du skal nå at have rugbrødslagkage klar til på søndag til den kongelige dåb, så skal det jo planlægges nu.
Kagen bliver klart bedst, hvis den bages med hjælp fra en prinsesse med buttede hænder. |
Opskriften er - let bearbejdet - fra Grænseforeningens årsskrift 1998: Det sønderjyske kaffebord – et samspil mellem nationalpolitik og kosttradition
- 6 æg
- 100 g revet, tørt rugbrød (vi taler stop-spild-af-kage af fineste kaliber!)
- 1 tsk bagepulver
- 250 g sukker
- 100 g hakkede nødder/mandler. Jeg brugte 50/50
- 1/2 l piskefløde
- evt. 50 g hakkede nødder
- Solbær- eller krisebærsyltetøj. Eller noget andet - hvis du tør!
Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk lidt mere. Rør æggeblommerne i massen. Bland revet, tørt rugbrød og hakkede nødder/mandler med bagepulver.
Vend forsigtigt i æggeblandingen. Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bag i ca. 20 minutter ved 200 grader. Kagens skal føles fast og være pænt lysebrun.
Tag kagen ud og lad den køle helt af.
(Det bagte rabarberfyld får for en sikkerheds skyld sit eget indlæg. Stay tuned...) |
Lige inden servering flækker du kagen og smører den nederste bund med din yndlingssyltetøj. Den "rigtige" slags er solbær eller kirsebær. Jeg brugte rabarber, og det var muligvis - som en kommentar antyder - grunden til at mit oprindelige indlæg forsvandt ud i den tynde forårsluft. Man skal være forsigtig med at rode med gamle traditioner...
Pisk flødeskum og bland evt. med hakkede nødder. Jeg glemte nødderne og savnede dem ikke. Der var fint knas fra nødderne og brødkrummerne i bundene. Fordel ca. 2/3 af flødeskummet mellem bundene og den sidste 1/3 oven på kagen.
Pynt evt. med lidt chokolade.
God fornøjelse foran fjerneren!
5 kommentarer:
Og så lige præcis i "Sønderjysk rugbrødslagkage" - DET er jo en katastrofe!!!
Halløj:)
Det er ikke sådan med de taster!! Jeg vil dog skynde mig at understrege, at hvis du på nogen måde kan overtales til at tekste opskriften igen, vil jeg blive meget taknemmelig. Min mor, søster og jeg talte om rugbrødslagkage så sent som i går - og i dag stod jeg og kiggede på mit rabarber-bed. Så hvis du vil gøre dig anstrengelsen igen, vil jeg blive rigtig glad!
Mange hilsner fra Nina/Kunster på Køkkenbordet
Kære Belinda og Nina,
Tak for opbakningen! Ja, jeg må til tasterne igen; fejlen kan ikke gøres ugjort på en snild teknisk måde. :-/
Lise
Det må være straffen for at ville proppe rabarber i rugbrødslagkage
;-)
Ja, altså DEN skal prøves. Ser hamrende godt ud :O) Go for it Lise
Send en kommentar