Et kagefad til kr. 6.500: because I'm worth it

Og så giver det mening.

"Har verden brug for flere keramiske kagefade," spurgte Adrian Hughes på tv forleden. Smagsdommerne svarede Ja (fra 22:35 inde i programmet). Nu har jeg købt et af dem.

Jeg kalder den Lyserød Kagefabrik. Kunstner  Ole Vesterlund.

Strengt taget har mit nyerhvervede kagefad ikke så forfærdeligt meget med kage at gøre. Og købet af det måske endnu mindre. Men det er et udtryk for, hvordan min verden åbner sig, fordi jeg snævrer den ind.

Jeg kunne have valgt at blogge om alt muligt. Mit fag, teologien. Mit barn, teenageren. Min eks-hobby, linedancen. Mit hjem, Vesterbro. Min aftensmad, super-ruskomsnusken. Alt det, der fylder mit liv. Jeg kunne servere det i en pænt opsat og sjovt formuleret pærevælling og håbe, at det gav mening for nogen at læse med. Det har jeg så valgt ikke at gøre.

Kagefad af Louise Birch. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Jeg er vild med begrænsninger, struktur, benspænd, forhindringer, hegnspæle, bindinger, forpligtelser, umuligheder. Ikke fordi jeg er masochist, men fordi jeg oplever, at faste rammer frisætter kreativitet. Jeg oplever til gengæld ubehag og trang til protest, når jeg hører folk tale om frihed som et entydigt gode og ubegrænset frihed som nærmest et mål i sig selv. Evigt liv som noget at stræbe efter. Total økonomisk frihed som et billede på noget, der ligner lykken. Det lyder rædsomt i mine ører.

Måske fordi jeg ser, hvor stor frihed jeg rent faktisk har allerede, og hvor stort et ansvar, der følger med al den frihed. Jeg oplever mig selv som meget lidt bundet af konventioner. Jeg er priviligeret med en lang uddannelse, et godt helbred, en hæderlig økonomi, en tosset familie omkring mig på godt og ondt, en vennekreds dannet at små og store cirkler - tæt på og langt væk. Jeg har med andre ord mulighed for at gøre stort set alt i hele verden, og hvis ikke jeg begrænsede det alt, er jeg bange for at jeg ville blive sindssyg. Eller i det mindste handlingslammet.

Kagefad af Signe Schjøth. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Derfor tager jeg ofte kagebrillerne på, når jeg går ud i verden. Derfor bager jeg kager i mit køkken, når livet er indviklet. Derfor blogger jeg kun om kage. Og kagefade. For at sætte grænser.

Det pågældende kagefad er en del af en udstilling hos Copenhagen Ceramics i Smallegade. Udstillingen er i mine øjne lige præcis et udtryk for, hvordan kreativitet kan udfolde sig, når der sættes helt faste rammer. Når man stilles en bunden opgave - med frihed til at løse den, som man selv synes. Det kunne her have været alt muligt andet en kagefade, der var det samlende tema, men så ville jeg måske ikke være blevet ramt helt så direkte.

Mit kagefad af Ole Vesterlund. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Seks keramikere har hver afgivet en bestilling på et værk, et kagefad, hos hver af de andre fem i gruppen. Hver kunstner har således givet sit bud på fem opgaver og hver opgave har fået fem løsningsforslag. I alt 30 værker.

Bestillingen - afgivet af Kristine Tillge Lund - til den række af værker, som mit fad er et af buddene på, lyder:


Cake and cookie production makes me think of mass production, the industrial process, and easy and functional packing methods.

This is why I would like to order a cake stand from each of you that reflects this:

- Mass production, factory production, assembly lines, stations and process in general.

-  Practical packaging, levels, stalls, limits, separations

Et andet svar - af Signe Schjøth - på Kristine Tillge Lunds bestilling. Foto fra Copenhagen Ceramics' blog.

Værkerne er nu stillet op i fine rækker, så man på den ene led kan se fem kunstneres bud på den sjettes opgave. På den anden led kan man se den enkelte kunstners svar på de andres bestillingsopgaver.

Det er en skøn lille, stram samling af keramiske værker. Siger én, der ellers ikke har noget forhold til keramik. Er keramik ikke noget med udtjente tekrus og monstrøse tekander, der havner i sommerhuset? Åbenbart ikke. Tænk at keramik kan vække tanker til et helt blogindlæg og få en enlig mor med deltidsjob til lommerne. Det er så skønt, når verden bliver ved med at overraske. Når man kan blive lokket til at overraske sig selv.

Jeg kan hente mit værk på lørdag, når udstillingen lukker. En ny fase af mit liv begynder. Nu også kunstsamler. Gad vide, hvad det betyder?