torsdag, december 22, 2011

Tema: Honning. Panforte - italiensk julekonfekt. Tillykke til Bybi

Panforte smager vidunderligt. Det er snart jul. Bybi-folket har vundet Københavns Kommunes Miljøpris 2011. Det kan kun betyde en ting: der skal laves krydret honningkonfekt. Nu.

Jeg var på besøg hos Bybierne i september og føler mig faktisk lidt i familie med foretagendet. Derfor er det ekstra glædeligt for mig, at det sympatiske projekt høster anerkendelse for den gode indsats. Kommunen ønsker med prisen at give et skulderklap til aktører, som arbejder med at udvikle København i en grønnere retning, står der på hjemmesiden.

En af mine venner kommenterede lidt sarkastisk på Facebook, at det er et fuser initiativ skapt af positive mennesker som har håbet. Det er jo godt, men det giver altså ikke noget bedre miljø. Hverken til fugle, dyr, mennesker, børn eller andet godt indbygger skab. Sød video
Det er slet ikke utænkeligt, at andre - mere tekniske - miljøtiltag ville kunne give mindre partikelforurening eller renere vand i byen, og den slags skal der selvfølgelig også arbejdes intenst med. Men tænk, jeg synes, at det er vidunderligt, at nogen tænker miljøforbedringer poetisk, socialt, kreativt, ud-af-boksen; eller snarere ud-af-bikuben. Projektet giver ikke bare et bedre miljø med flere blomster og grønnere træer, det giver også
  • virksomheder mulighed for at engagere sig miljømæssigt og socialt, 
  • socialt udsatte mulighed for at få gode erfaringer med at have ansvar og 
  • honning, som er helt lokal og helt speciel.
Simpelthen et vinderprojekt på rigtig mange leder og kanter. Stort tillykke til Bybi med prisen!

Og så over til Panforten.

Panforte er en klassisk italiensk konfektkage fra Sienna. Navnet panforte betyder stærkt brød, og det hentyder især til at konfekten er nærmest stærk af de mange krydderier. Nogen kalder ligefrem konfekten panpepato: pebret brød.
Skikken med at bruge krydderier i kager og konfekt, som serveres til fester og højtider, stammer fra en tid, da krydderier var kostbare. Meget kostbare. I 1500-tallet blev peber, black gold, visse steder brugt som valuta. Ved at bruge eksotiske krydderier fra de varme lande som peber eller kanel, der var deres egen vægt værd i guld, fik man markeret, at noget helt særligt var på færde. Et barn er født eller en miljøpris uddelt.

Vi bruger stadig de samme krydderier i kagerne og konfekten, selvom de nu er blevet langt mere tilgængelige og dermed også langt billigere.

Panforte kan laves i et utal af variationer, og på den måde kan den med lidt god vilje klassificeres i den populære kategori stop-spild-af-mad-konfekt. (Stop Spild af Mad var i øvrigt også nomineret til miljøprisen. De var også lige ved at få min stemme. Hvis jeg bare kunne have stemt to gange...) Hvis man har fanget grundideen, er det nemlig oplagt at kigge efter nødder, tørret frugt og krydderier, som man har i skuffer og skabe frem for at følge en opskrift slavisk.

Panforte

Jeg har lavet panforte tidligere. Her var opskriften:
  • 200 g blandede nødder (fx. valnødder, hasselnødder, mandler, pistacienødder, pecannødder eller paranødder
  • 80 g hakket, syltet appelsinskal eller pomeransskal
  • 8-10 hakkede cocktailbær
  • 80 g hakket sukat
  • 50 g mel
  • ½ tsk kanel
  • 1/4 tsk allehånde
  • 100 g honning
  • 100 g sukker
Dagens omgang blev lidt anderledes: Jeg havde en masse hasselnødder og en rest pistacienødder, et par stykker kandiseret angelica/kvan fra i sommer, noget hjemmesyltet appelsinskal og - med skam at melde - et glas Bybi-honning også fra i sommer. (Jeg er faktisk ikke så vild med honning, sådan straight up. Jeg er bare vild med konceptet honning.)
(Ja, min skærebræt er slidt!)

Jeg håndkværnede allehånde og tilsatte også stødt ingefær, som er et af mine yndlingskrydderier - i alle afskygninger. Og så gav jeg blandingen et par vred med peberkværnen, bare ligesom for at være lidt eksklusiv.
(Nej, jeg vasker ikke morteren efter at jeg har stødt safran!)

Hak nødderne groft (eller bevar et rustikt udseende med hele nødder) og bland dem med frugt, mel og krydderier. Varm sukker og honning op til kogepunktet i en kasserolle - eller i mikroovnen. Pas på, at det ikke koger over! Bland den varme sukkermasse sammen med nøddeblandingen og rør det hele godt sammen.

Beklæd en form med bagepapir - læg evt. rispapir i bunden - og fordel dejen i formen i et lag på ca. 2-3 cm. Dejen er lidt klistret/hård, så det kan være en hjælp at bruge en våd ske eller en hånd.
Panforte - før bagning

Bag kagen i 35 min. ved ca. 150 grader. Lad den køle helt af i formen.
Panforte - efter bagning

Tag panforten ud af formen, drys med flormelis og skær den i små, mundrette bidder.
Jeg har rispapir i bunden af panforten. Der er autentisk og kan spises.

P.S. Brødrene Price laver også Panforte. Jeg er sikker på, at den ikke er bedre end min, men den giver et godt indtryk af, hvor meget opskriften kan varieres.

P.P.S. En eller anden dag vil jeg tage afstand fra de syntetiske og egentlig ganske ækle neonrøde cocktailbær, som man kan købe i små plastikæsker og i stedet bruge fx. Amarenakirsebær eller kandisere nogen selv. Indtil videre må jeg konstatere, at jeg har et nostalgisk og kærligt forhold til Dr. Oetkers udgave.

6 kommentarer:

Selina Juul sagde ...

Stop-spild-af-mad konfekt styrer for vildt! :-))))

Rigtig glædelig Jul til dig :-)

Og tak for de søde ord. Det var dejligt at Bybi vant - kanongodt projekt!

KH
Selina

Piskeriset sagde ...

Hehe - det er lige præcis, hvad jeg skal lave ude i køkkenet nu. Wish me luck ;-)

Håber du får en dejlig juleaften uden stress og jag - men med masser af søde, sprøde, salte og saftige sager. Nåja - og masser af kagebøger :-D

Lise Lotz sagde ...

Hej Selina,
Jeg troede faktisk, at Stop Spild af Mad ville vinde og tænkte, at I ikke behøvede min stemme. Jeg føler mig også knyttet til dén bevægelse, og kampen mod madspild er simpelthen en del af min hverdag, især mht. at kigge i køleskabet og andre skabe efter ingredienser frem for at følge opskrifter.

Jeg holdt sommerferie med en veninde og hendes børn, og nu klager hun med et glimt i øjet over at hendes yngste holder hende fast: Vi smider ikke mad ud; det siger Lise selv. :-)

Rigtig god jul til dig også. Jeg håber, at du får lejlighed til at puste ud efter et vildt år!

Lise

Lise Lotz sagde ...

Hej Piskeris,

Rigtig god fornøjelse med panforten! Og rigtig god juleaften, når du når så langt. :-)

Der er masser af gode, søde sager på programmet her. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at jeg er godt dækket ind til langt ind i januar...

Lise

Selina Juul sagde ...

Hvor ER du bare sød Lise! Og så dekjligt at høre at mindre madspild er blevet en del af dit liv. Samme her: år man først er begyndt på det, kan man ikke "gå tilbage" til at madspilde. Har også i går gemt Julemiddagens rester i alt muligt tupperware og glæder mig til at have reste-gilde.

Fortsat en dejlig Jul!

Kærlig hilsen,
Selina

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

Glædelig bagjul, Lise! Håber, at du har nydt alle de gode sager. Jeg kastede mig også ud en Panforte i år - men som du selv skriver - i en helt anden version. Den er ganske rigtig ret oplagt til stop-spild-af-mad - brug hvad du har af julerester :-) Jeg ER solgt. Den smagte fortrinligt.