Disse lidt uformelige klumper er måske ikke ligefrem elegante at se på, men de smager til gengæld skønt af kardemomme og citron - en skøn blanding – og de er supergode til en kop te. De kan vække tanker om White Christmas, selvom det voldregner udenfor.
Sneboldene er blevet en juleklassiker i mit lille hjem. De var - i fire varianter - the main attraction, da jeg forleden var stadeholder for en dag på Torvehallernes julemarked. Mine andre varianter var nellike-appelsin, ingefær-lime og vanille-pink grapefrugt. De var også gode, men kardemommeudgaven er klassikeren.
Genudsendelse af billedet af kardemommesneboldene og den fine opsats. |
Det gør pokker til forskel om du kværner din kardemomme selv, eller om du bruger det pulver, man køber i en pose. Det kan næsten ikke sammenlignes, så gør dig selv den tjeneste at købe hele grønne kardemommekapsler. De skal åbnes med en negl, de små sorte frø tages ud og kværnes i en kaffekværn eller en morter. Nogen rister også frøene lidt; det har jeg ikke gjort.
Kardemommesnebolde (ca. 40 stk.)
Kardemommesnebolde (ca. 40 stk.)
- 250 gram smør
- 350 gram hvedemel
- 150 gram flormelis
- ½ tsk. groft salt
- fint revet skal af 1½ (økologiske) citroner
- 1 spsk. friskstødt kardemomme
- 100 gram flormelis til at rulle klumperne i
Smelt smørret. Lad det køle lidt af, mens du blander de andre ingredienser i en stor skål. Hæld smørret i blandingen, men lad bundfaldet blive tilbage. Rør blandingen sammen med en ske til det er jævnt. Det er en underlig dej, men fortvivl ikke. Kagerne bliver skønne!
Form ca. 1 spsk. dej ad gangen ved at presse den sammen i hånden. De behøver ikke at være fine og ens, men må gerne være rustikke og uregelmæssige. Det er snebolde! Sæt klumperne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180° i ca. 10 minutter. De skal bages så længe, at de bliver helt hårde, når de er kølet af.
Form ca. 1 spsk. dej ad gangen ved at presse den sammen i hånden. De behøver ikke at være fine og ens, men må gerne være rustikke og uregelmæssige. Det er snebolde! Sæt klumperne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180° i ca. 10 minutter. De skal bages så længe, at de bliver helt hårde, når de er kølet af.
Rul småkagerne i/drys med flormelis, så de ligner snebolde.
(Jeg mødte sneboldene første gang i Politiken 30. november 2005. Det er en Camilla Plum-opskrift, som jeg har arbejdet lidt videre med. Opskriften findes muligvis i hendes bog Jul.)
Til sidst en lille film fra gamle dage; dengang da vintrene altid var hvide og nevøer bare skulle have klø:
4 kommentarer:
De kager har jeg drømt om at lave i flere år... og jeg tror heller ikke, jeg når det i år, for min kageplanlægningsliste er i forvejen ret lang :-)
Ret spændende varianter du har lavet :-)
Hej Piskeris,
Ja, problemet er ikke at finde på lækre ting, som man kan lave til jul. Problemet er at vælge! :-)
God bagelyst!
Lise
Habber labber de lyder lækre! Har du selv lavet de fine kageopsatser? :)
Tak, Lykke! Sneboldene er et stort hit hver jul. Og enkle og specielle på en gang.
Det er min søster, der har lavet opsatserner. Ret fine, synes jeg også. :-)
Vh. Lise
Send en kommentar