onsdag, marts 18, 2009

WAAD-(World-Autism-Awareness-Day)-kage

Autisme - og i særlig grad Aspergers Syndrom (AS), som jeg især kender til - er et usynligt handicap. Derfor bliver det på nogen måder et dobbelt handicap, fordi man udover selve handicappet skal kæmpe mod omgivelsernes uvidenhed og misforståelser. WAAD (World Autism Awareness Day, 2. april) er en god anledning til at tage fat på snakken om hvad autisme og AS er for noget. Og måske bliver snakken endnu bedre, hvis der følger et godt stykke kage med!

Ja, der er jo to uger til endnu så det er jo at tage glæderne lidt på forskud at bage en WAAD-kage allerede. Men nu er det jo ikke kun for min egen skyld i denne omgang, så jeg tænkte, at hvis nogen havde lyst til at lade sig inspirere, så er en lille tidsfrist nok ikke så dum...

Så her kommer den:

Det ligner jo en helt almindelig chokoladekage, tænker du måske. Og ja, det ligner det. Ligesom en dreng med Aspergers Syndrom ligner en helt almindelig dreng. Men indeni? Ikke helt almindelig!

Jeg har ladet mig inspirere af det autisme-smykke, jeg købte sidste år, som forestiller - nogle af - de brikker, som udgør det komplekse puslespil, som autisme er. Sådan en skive kage kan da godt ligne et puslespil - altså et meget let ét - ikke?



For at kunne lave kagen på den måde, må man have en særlig form "Skak kage bageform":
(Man behøver jo ikke at lave kagen skakternet, bare fordi opfinderen havde tænkt det sådan! Og man behøver jo ikke at lave alle tre lag, bare fordi man får tre forme med i pakken!)

Jeg har bearbejdet en opskrift fra Odense Marcipan:

4 æg
300 g sukker
225 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
300 g ODENSE Ren Rå Marcipan
Grøn, rød og blå frugtfarve

100 g abrikosmarmelade

200 g mørk chokolade
75 g smør


Tænd ovnen på ca. 175 grader.

Pisk æg og sukker til det er hvidt og tykt og vend forsigtigt mel blandet med bagepulver heri. Riv Marcipan (jeg er sikker på at andre typer end Odenses kan fungere!) groft og vend den i dejen.

Nu bliver det lidt besværligt - og der bliver en god opvask: Del dejen i to. Den ene halvdel deles derefter i tre dele, som farves hhv. grøn, blå og rød. Den grønne portion lidt større end den blå og den røde mindst. Det er ikke meget vigtigt præcis hvor nøjagtigt du får fordelt farverne, for dejen flader ud under bagningen.

Smør to af formene med smør. Sæt skille-dimsen ned i den første form.

I den første form fordeler du ufarvet dej i yderste og inderste ring og blå dej i den midterste. Tag forsigtigt skille-dimsen op og vask den. Sæt den i den anden form. Her fylder du grøn dej i den yderste, ufarvet i den midterste og rød i den inderste ring. Tag skille-dimsen op.

Sæt formene i ovnen og bag dem i ca. 30 minutter.

Imens kommer du chokoladen - brækket i stykker - og smør i en skål og smelter det hele i mikroovnen. Det tager ikke ret lang tid. Chokoladen behøver ikke at være helt smeltet; den kan røres ud i det varme smør. Chokoalde og smør skal røres helt sammen.

Når kagerne er bagt stilles de til afkøling.

Tag kagerne ud af formene. Måske er det nødvendigt med en spatel for at få dem løs. Læg den ene på et fad. Smør den på oversiden med et godt lag abrikosmarmelade. Ovenpå smører du et tyndt lag af choko-smørret. (Hvis det er størknet lidt, mens kagerne er kølet af, må det en tur i mikroen igen.) Læg den anden kage ovenpå. Giv også den et lag abrikosmarmelade.

Og nu skal den samlede kage dækkes med choko-smør. Læg stykker af mellemlægspapir under kagen hele vejen rundt, så du kan svine på papiret og ikke på fadet. Fordel chokoladen på oversiden og ned ad siderne med fx. en bred smørekniv. Der er vist ikke nogen nem måde at gøre det på!


Når kagen er helt dækket, stilles den køligt, indtil chokoladen er stivnet. Fjern forsigtigt mellemlægspapiret.

Nu har du din helt egen WAAD-kage, som du kan dele med en autist du holder af! Inden du har set dig om, ser den sådan ud:

God fornøjelse!

3 kommentarer:

Mona sagde ...

For søren da, hvor ser den god ud! Det er også en rigtig god idé at lave sådan en WAAD-kage.

Anonym sagde ...

Sådan en skal vi have! FREMRAGENDE IDÈ. 2.671 kokkehuer og 12 Michelinstjerner i alle verdens farver til dig.

MVH
Michael

Rita O, Christensen sagde ...

Hej DER
Helt sikkert 10 stjerner herfra, faldt tilfældigt over denne link, da vi her i Næstved gerne vil etablere WAAD, dog først til sommer, hvis alt lykkes.
Super flot kage, gid jeg kunne lave en til vores generalforsamling i morgen, jeg har nu ikke formen til det...
Ville bare give et kompliment som du fortjener!
hilsen
Rita

PS: du kan også læse mere om os på www.autisme4700.dk og min egen hjemmeside ww.ildiko.dk