tirsdag, januar 15, 2008

Mantecados - spanske jule-krumme-kager





En kagehistorie fra juletiden: min søns far var et par dage i Danmark for at være sammen med junior og for at holde jul hos sin mor - sønnikes søde farmor. Han bor og arbejder i Spanien. Da knægten skulle hjem igen var den stolte far med, og han havde en lille hilsen med fra Spanien, og jeg tror, at jeg blev gladere for den end han havde forestillet sig: han havde en lille pose forskellige mantecados til mig og det synes jeg var en helt vildt god julegave. Kagerne var pakket individuelt i fint papir. Desværre nåede jeg kun at få taget et billede af de sidste; de andre forsvandt inden jeg nåede at tænke tanken. Men jeg havde altså kun åndsnærværelse til at tage billede af kagerne indpakket i det fine papir; da det kom af var kameraet uinteressant...

Jeg kendte ikke kagerne i forvejen, så - kagenørd som jeg er - derfor gik jeg straks til min ven Google for at blive lidt klogere på, hvad det var, jeg havde fået mellem hænderne. Mantecados er åbenbart en central del af den søde del af spansk juletradition. Det er en særlig kage, der krummer og går i stykker så let som ingenting. Derfor beskyttes de af indpakningen. De findes i adskillige varianter og smager himmelsk!

Jeg fandt uden problemer en opskrift - med instruktionsvideo! på food.about.com - som jeg har afprøvet. Kagerne blev gode, men desværre ikke helt rigtige. De rigtige er bløde på en helt særlig måde, og mine blev krummende, men sprøde; faktisk lidt som kardemommesneboldene.

Opskriften, som jeg fulgte, kommer her:

225 g "shortening" (Jeg brugte palmin, som jeg ellers aldrig har prøvet at bage med. Næste gang prøver jeg med smør.)
1,25 dl (raps-)olie
175 g sukker
2 æggeblommer
1 tsk anisekstrakt
skal af 1 citron
2 tsk citronsaft
1/4 tsk kanel
1/4 tsk bagepulver
ca. 600 g mel
ægghvide til pensling

Pisk fedtstoffet og indarbejd olien. Når det er en ensartet masse tilsættes sukker; derefter æggeblommerne, anisekstrakten, citronskal og -saft og kanel. Tilsæt mel og bagepulver. Dejen skal ende med at ligne "fugtige krummer".

Man kan forme kagerne med hænderne - godt og vel valnøddestore, flade kager - eller man kan gøre som jeg så i en instruktionsvideo på Youtube (http://youtube.com/watch?v=S3vjcGYF7SM)nemlig at rulle dejen ud og stikke kagerne ud med en småkageudstiksform. Det gik som en leg.

Hver småkage pensles med æggehvide og bages i ovnen ved ca. 160 grader i ca. 25 minutter. (Jeg har efterfølgende læst, at man endelig ikke må bage kagerne for længe; de må IKKE blive brune, for så bliver de sprøde. Det forstår jeg ikke helt, for de autentiske kager var BÅDE lysebrune OG bløde. Jeg må bage dem igen, men lige nu har jeg kagekassen fuld...)

2 kommentarer:

Projand sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Projand sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.