onsdag, januar 30, 2008

Kyndelmisse, fastelavn og pandekager

Helligdagene ligger tæt! Allerede på søndag ligger en meget tidlig fastelavnssøndag; så vil der være anledning til fastelavnsboller og andet guf. Men fasten, som fastelavn oprindeligt var indledningen til, begynder først onsdagen efter, askeonsdag. En alvorstung dag, hvor man angrede sine synder og lod sig drysse med aske.

Tirsdagen forinden var til gengæld sidste chance for at æde igennem inden de fyrre dages faste frem til påske. Derfor kaldtes denne dag Fede Tirsdag eller Hvide Tirsdag, fordi de fine hvide råvarer fra forrådskammeret var forbudt i fastetiden: hvedemel, æg, smør, mælk, fedt flæsk. Dem kunne man jo så passende nok lave et festmåltid af og det kunne så blive til pandekager. I mange lande kaldes denne dag ligefrem Pancake Day, og i Danmark er det en af de traditioner, som man fra forskellig side - fx. Tefal; pandefabrikanten og Maizena, der producerer bageprodukter - forsøger at genindføre. Se Pandekagedagen.dk

Fede Tirsdag hedder på udenlandsk Mardi Gras, og det er netop også navnet på karnevalsfestlighederne i fx. New Orleans og Rio. Og helt efter planen slutter de natten til askeonsdag.

Næsten oven i fastelavn ligger Kyndelmisse, som altid ligger den 2. februar. Kyndelmisse ligger 40 dage efter jul og er en gammel midvinterfest. (De evigt tilbagevendende 40 dage henviser til de 40 dage, som Jesus tilbragte i ørkenen og hvor han blev fristet af Djævelen. Se i Det Nye Testamente Lukas 4,1-13)

Denne dag velsigner man i katolske lande de lys, som skal bruges i kirken i det kommende år ved en Candle Mass = Kyndel Misse. Der er også tradition for at spise pandekager til Kyndelmisse; måske fordi en pandekage kan ligne solen, som ellers er så langt væk, men ellers kan jeg anbefale Navettes; den lille franske bådformede kage, som jeg har lagt opskriften til på min hjemmeside KageKageKage.

2 kommentarer:

knitting by kaae eller bare Charlotte sagde ...

Du er blevet tagget, se min side og se hvad du skal

knitting by kaae eller bare Charlotte sagde ...

Kære Lise, I forbindelse med en Operation påskeglad leg på bloggen, har jeg henvist til din side, og din ekspertise i for området... ;) Husker stadig hvor stor en hjælp du var i forbindelse med min opgave på sem om fasten. Så tak igen ;)