Det er stadig januar, og nu er det oven i købet sidst på måneden. Der må radikale stop-spild-af-mad-midler i brug. Det pudsige er, at det som regel giver rigtigt gode resultater.
Som det fremgik for et par uger siden (se nederst i
indlægget om kiksekage) bager jeg somme tider rugbrød af poseblandinger. For at gøre brødet lidt ekstra godt, kommer jeg ofte enten hele mandler eller hasselnødder i blandingen og ofte også noget tørret frugt som fx. abrikoser eller rosiner. Det bliver brandgodt og er især fantastisk til en ostemad.
Ikke desto mindre sker det somme tider, at brødet ikke bliver spist op, og pludselig har jeg en kanonkuglehård klump i mit køkken. Stenhård, uspiselig, men som jeg alligevel kun meget nødig smider ud. Det er jo stadig mad. Så "uspiselig" bliver gradbøjet med lidt gammel bondesnusfornuft. Øllebrød, selvfølgelig.
Struer Brød - dem, der laver øllebrødspulver - fortæller på deres hjemmeside
om øllebrøden, og kalder retten for en af de ældste i det danske køkken. Der var jo tider, hvor danskerne spiste rigtig meget rugbrød, og hvor øl var det, som man drak. Vandet kunne ofte ikke drikkes, fordi det ikke var rent nok. Der var derfor daglige rester af både brød og øl, og husmoderen sørgede for at udnytte det hele ved fast at have en gryde over ilden, hvori hun samlede og kogte de simple ingredienser til øllebrød. Og vupti: sund, billig og nærende mad.
En anden side af historien om øllebrøden fortælles hos B
rødbanken. Her nævnes øllebrødens revival i mellemkrigsårene, hvor der mange steder var smalhals, altså fattigdom, og hvor det gjaldt om at få maden til at strække så langt som muligt. Her bider man mærke i udviklingen af øllebrødsopskrifter over tid: det blev mere og mere almindeligt at søde og krydre brødgrøden, fordi sukker og krydderier blev lettere tilgængelige og dermed også billigere.
De kriser af fx. økonomisk, fødevare- og klimamæssig, der kradser mere eller mindre hårdt for tiden, afspejler sig i vores madvaner. Det er næppe et tilfælde, at Danmark har fået sin (og verdens) første
grødbar og at øllebrød og andre gode, gamle grødtyper får deres plads på menukortene på selv de fineste restauranter. I nyfortolkede udgaver, ja, men alligevel.
Det er indlysende, at det, som vi putter i munden, er en del af vores kulturhistorie og at fortællingen om vores tid fortælles gennem den mad, som vi vælger at spise. Når jeg laver øllebrød af mine brødrester, er det ikke fordi alternativet er, at jeg må gå sulten i seng. Når der er
doggybags på vej på danske restauranter er det heller ikke fordi krisen er så hård, at vi ikke kunne have klaret os endda. Tiderne, fokus og bevidstheden skifter bare, og det virker pludselig vulgært at smide mad ud, der ikke fejler noget, og som med bare ganske lidt omtanke kan blive til et nyt måltid.
Herunder er opskriften på den øllebrød, som jeg lavede forleden. Jeg vejede ikke ingredienserne og grøden kan varieres i det uendelige. Prøv dig frem med brød med eller uden kerner. Opblødt med vand, øl eller saft. Tilsat sukker eller ej. Tilsat frugt. Tilsat citronskal, kanel, vanille eller andre krydderier.
Der er dog én ting, der er helt fast, når jeg spiser øllebrød: FLØDESKUM! Og nok af det! Så går retten fra at være kun fornuftig og sund og nogenlunde velsmagende til at være en udsøgt fornøjelse med gode sanseoplevelser for både øjne, næse og mund.
Øllebrød - eller måske snarere Kirsebrød
- Tørt rugbrød med mandler og abrikoser
- En rest saft fra amarenakirsebær
- Vand, så det dækker
- Evt. salt og/eller sukker
- Fløde til flødeskum!
Skær brødet i tern. Lad det stå dækket af vand og saft natten over. Kog blandingen op og rør grundigt, så brødstykkerne bliver helt opløst. Det er ret vigtigt; klumper er bare ikke så lækre. (Jeg var klar til at fyre op under min stavblender, men det blev ikke nødvendigt.) Min grød er ikke helt jævn, fordi der er mandler i, og fordi den er lavet på rugbrød med hele kerner.
Smag grøden til og tilsæt evt. mere vand, hvis grøden er meget tyk. Hvis den er meget tynd koges den lidt længere, så der fordamper noget vand. Rør grundigt hele tiden, så grøden ikke brænder på.
Pisk flødeskum og server.
Øllebrød er historisk set også en ret for bedre folk i personlige kriser. I hvert fald har maleren
Kristian Zahrtmann begået et maleri af Leonora Christina under hendes fangenskab i Blåtårn, hvor hendes tjenestepige tilsyneladende er ved at lave
et øllebrød til den fornemme fange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar