Chicken Kiev - bare uden chicken og uden Kiev. Hvad er der så tilbage, spørger du, den opmærksomme læser, måske. Ja, hvis man forstår "Kiev" i denne sammenhæng som den særlige, herlige blanding af bl.a. hvidløg og persille man bruger til Chicken Kiev, så er svaret: smør, MASSER af smør.
Min Kiev Cake. Bemærk "grenen" med grønne blad-tutter. Mere om det senere. |
(Til den stakkel som ikke er fortrolig med Chicken Kiev: det er en ret bestående af fladbankede stykker af kyllingebryst rullet om koldt smør rørt med omtalte blanding. Kødet paneres derefter og steges. Når man skærer hul på sin Chicken Kiev flyder en gylden flod af smeltet kryddersmør ud på tallerkenen. Storslået!)
Paneret, stegt smør med lidt kylling til at holde sammen på tingene. |
Efter mit seneste indlæg og efter fedtskattens indførelse har jeg været ramt af en mindre smør-fetish. Mit Rasmus Modsat-gen er simpelthen blevet aktiveret: Tandsmør på brødet, en fragilité-roulade næsten uden at dele og internetsøgninger om bl.a. Chicken Kiev.
Original Kiev Cake fra Karl Marx Confectionery Factory |
I den forbindelse, søgningerne på nettet, stødte jeg på en kage, som jeg ikke havde hørt om før: Kiev Cake. En fragilité-agtig kage pyntet overdådigt med forskellige variationer af den smørcreme, som også er mellem nøddemarengsbundene. Hva'beha'r?!
Kiev in the summertime. Smukt! |
Den originale kage er, som navnet mere end antyder, knyttet til Kiev, hovedstaden i Ukraine. Derfor er pynten gerne rettet hen imod byens nye vartegn, som er en kastanjegren. Der vokser åbenbart en masse kastanjetræer i Kiev, som gør at man om sommeren kan bevæge sig fra seværdighed til seværdighed uden at skulle forlade den velgørende skygge fra byens store kastanjetræer. Det lyder egentlig meget godt.
Store, stærke Michael, krigerenglen |
Et yderligere plus og en yderligere grund til at åbne øjne og køkken for Kiev Cake er at byens officielle/gamle vartegn er et billede af ærkeenglen Michael, som jeg har en gammel svaghed for.
Så manglede jeg bare en anledning. Den fandt jeg hurtigt: Kiev er IKKE en by i Rusland, men hovedstaden i en tidligere sovjetrepublik. Nogle af mine kollegaer skal med et hold studerende til Skt. Petersborg, som ER en by i Rusland. De holder en præ-rejsemiddag, og skal natuligvis have en Kiev Cake stoppet ned i halsen. Sådan skal dén vinkles.
Kiev Cake - Skt. Petersborg style (til 8-10 prs.)
(med udgangspunkt i opskriften på The Galanter's Kitchen Jeg lavede dobbelt portion. Tidsforbrug: adskillige dage.)
- 6 æggehvider (IKKE gærede; jeg ved ikke, om det gør en kæmpeforskel...)
- 50 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 45 g mel
- 150 g finthakkede/malede nødder (jeg brugte delvist mandelmel; det skulle bruges. Stop Spild af mad!)
- 185 g sukker
Pisk æggehviderne halvstive. Drys 50 g sukker + vanille i og pisk indtil massen er helt fast. Bland mel, nødder/mandler og 185 g sukker sammen i en skål, og vend derefter den tørre blanding i marengsmassen.
Kom marengsmassen i en firkantet form (ca. 20x30 cm; kagen skal være ca. 2 cm. tyk) - som deles efterfølgende - eller i to runde forme. Husk endelig bagepapir først!
Bag i ca. 1 time ved ca. 150 grader. Bundene skal være pænt gyldne og nogenlunde tørre. Lad dem køle HELT af.
(Mine var ikke ordentligt bagt og ville ikke slippe papiret ordentligt efter afkøling, så jeg gav dem en lille runde mere senere. Jeg skyder skylden på min ovn - og ikke min utålmodighed. Jeg er sikker på, at kagen er glimrende. Originalopskriften taler om at lade bundene modne over 12-24 timer inden de tages af papiret. Under alle omstændigheder: sørg for at have god tid! )
Fyld - chokolade, rom, grøn
- 250 g blødt smør
- 300 g flødeost - ikke light
- 150 g flormelis
- 1 spsk vanillesukker
- 2 spsk rom
- 100 g mørk chokolade
- grøn frugtfarve.
Pisk smør, flødeost, flormelis og vanillesukker sammen til en luftig masse. Tag ca. 1/3 fra. Det skal blive til fyld inden i kagen og grøn pynt.
Tilsæt rom til den lille portion creme. Tag igen ca. 1/3 fra - du skal kun bruge ganske lidt grønt snask - og farv det med frugtfarve. Kom det grønne fyld i en sprøjtepose med en stjernetylle - eller bare i en frysepose.
Smelt chokoladen i vandbad/mikroovn. Lad den køle af, men ikke størkne. Pisk chokoladen i den store portion grundsnask. Det bliver til overtrækket på kagen.
Læg nu de to bunde sammen med den lyse romsmørcreme. Dæk hele kagen med chokoladecreme; gem en anelse til at pynte med. Pynt kagen med den resterende creme.
Og sådan fik en hel pakke smør et nyt og dejligt liv i en skøn kage. Glædelig fedtafgift!
3 kommentarer:
Køn kage - på en ganske østeuropæisk måde!
Meget interessant det med de gærede æggehvider.
Når man lige googler det, er det jo ikke noget, man putter i mange kager;)
Håber kagen bliver en del af dit repertoire, så du kan opklarer for dine undrende læsere, om det gør en forskel.
Hej Andrea,
Helt ærligt, så tror jeg at det med de gærede æggehvider må bero på en misforståelse. Jeg tror ikke, at de gærer ved at stå udenfor køleskabet; jeg tror, at der fordamper noget vand, som måske gør dem bedre at piske.
Men hvis der er nogen derude, der har rigtig forstand på den slags, hører jeg gerne om det!
Lise
Jeps, gæret må være en fejloversættelse af en art.
Men det lader til, at sådan noget marengsagtigt, fragilitesk, macaronnoget har godt af æggehvide, der har smidt noget væske.
Det tyder denne kvindes eksperimenter i hvert fald på:
http://kitchenmusings.com/2007/10/the-macaron-chr.html
Send en kommentar