Jeg har længe vidst, at man i Frankrig fejrer helligtrekonger med en lækker kage, Galettes des Rois. (Opskriften findes i et tidligere indlæg.) Den har jeg bagt et par gange og den er både fin, festlig og, som sagt, lækker. Kagen hylder de tre vise mænd, der denne dag - 6. januar - nåede frem til jesusbarnet og viste deres anerkendelse af at barnet var Guds søn ved at have gaver, røgelse og andre kostbarheder med.
Men i Kristeligt Dagblad kunne jeg i går læse om en italiensk skik: her er det en gammel heks, La Befana, der er på banen den 6. januar. Der er nogle variationer over historien om hende, men én historie fortæller, at hun fik besøg af de tre vise mænd da de var på vej for at finde den nyfødte. Befana mente, at hun havde for travlt med at gøre rent i sin hytte til at kunne hjælpe og hun sendte vismændene videre. Efterfølgende fik hun dårlig samvittighed og begav sig ud for at finde dem. Hun leder stadig og kommer den 6. januar i alle italienske hjem, hvor der er børn, for at se, om jesusbarnet er der.
Ifølge skikken har hun slik og gave med til de søde børn, og kulstykker til de uartige. I disse blødsødne tider er kulstykkerne som regel stykker af slik, der LIGNER kul. Og det er jo lige noget for mig.
Med hjælp fra min gode ven Google fandt jeg en opskrift på "Carbone dolce"/"Sweet coal"/"Sødt kul", og det er relativt nemt at gå til; visse ingredienser er muligvis lidt svære at få fat i - og et sukkertermometer er en rigtig god hjælp:
- 400 g sukker
- 125 g lys sirup
- 1 3/4 dl vand
- sort madfarve (helst som pasta eller pulver)
- 1 tsk anisekstrakt (fås fx. hos Panduro Hobby)
- ½ tsk bagepulver
Når blandingen koger, skrues der op på fuld kraft og sukkermassen koges indtil den når 150 grader. Tag gryden af varmen.
Rør forsigtigt farve, smag og bagepulver og rør i et par minutter med en ren træske indtil blandingen ikke bobler mere.
Hæld blandingen i en form beklædt med bagepapir fx. 20 x 20 cm. Lad det køle helt af.
Når "kullet" er helt koldt og størknet tages det op af formen og slås i stykker med en hammer. Det skulle nu gerne ligne kulstykker, som kan deles ud til de uartige - og artige - børn i nærheden.
Befana har muligvis sit navn fra ordet Epifania, som mange steder er navnet på Helligtrekongersdag. Ordet betyder åbenbaring eller tilsynekomst og hentyder til, at på den dag blev det "officielt" at det nyfødte barn i krybben var Guds søn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar