mandag, april 13, 2009

Sønderjysk kaffebord på Den gamle Kro i Gråsten


video
"Med læberne fulde af glinsende, skorpeagtige krummer, som wienerbrød har det med at efterlade, stillede naboerne korte spørgsmål, gav korte svar, jeg ikke havde overskud til at høre efter, for jeg var fuldt koncentreret om at afværge det truende fad, der kom hen imod mig på sin vej rundt. Forgæves: for hver omgang havnede et fedt, lunkent stykke kage på min tallerken og mindede mig ubarmhjertigt om gæstfrihedens lov." Fra Sønderjysk kaffebord af Siegfried Lenz

Nu har jeg prøvet det! Sønderjysk kaffebord. Det foregik på Den gamle Kro i Gråsten, og det var ikke så pinefuldt, som Siegfried Lenz malende beskriver det i sin skønne bog. En vis mavepine havde jeg dog i et par timer bagefter. Men jeg havde også kun smagt og spist omkring 10-12 forskellige af de mindst 31 kager og småkager, som var på det overdådige kagebord, og havde jo ikke været presset af en nødende værtinde, der ville have taget det ilde op, at jeg ikke spiste af ALLE kagerne.

Jeg fik smagt den obligatoriske brødtorte, og den var rigtig god. Den må jeg selv have prøvet af en dag inden længe. Der var Go'e Raj (Gode Råd) - en fin, tynd, sprød vaffel, med kunstfærdigt mønster og smag af kardemomme. Der var mokkakage og en gigantisk roulade. Der var kys - marengs - og fedtkager. Der var en frugtfyldt fragilité og chokosnitter. Minimedaljer, mundfuldstore franske vafler og små vandbakkelser med vanillecreme. Waleskringle og almindelig kringle. Og kiksekage - Guds gave til den del af menneskeheden, der sætter pris på smagen af en god kalorie. Foruden alle de andre.
Ved en sådan lejlighed får man virkelig testet udsagnet om at "maven bliver mæt før øjnene". Og hvor er det dog en skam. Eller måske ikke. Nu er jeg jo nødt til at komme tilbage en anden gang og få smagt lidt mere!

Der var en forventningsfuld summen ved bordene i tiden frem til kl. 14.30. En lille time senere var vi nok mætte og lettere udmattede, men samtidig opstemte af de store mængder af kaffe og sukker, og vi kunne kagelykkelige vralte ud i den dejlige forårssol og drikke masser af frisk luft med udsigt til Gråsten Slot og lige så kridhvide svaner.

Hele det fantastiske arrangement, der finder sted 2. søndag hver måned, kostede den rørende sum af kr. 85 - og det var med kaffe ad libitum. Det er bestemt værd at rejse efter!
video
Grænseforeningen har i et særnummer af deres årbog fra 1998 en grundig beskrivelse af det sønderjyske kaffebords betydning og historie - med masser af opskrifter: http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3859

torsdag, april 02, 2009

Hr. Dreng og det mærkelige tårn - 4. del

4. Hr. Skoleinspektør
Hr. Mor tog kontakt med den rådgivende ingeniør, der var Hr. Klasselærers overordnede. Lad os kalde ham Hr. Skoleinspektør. Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør havde forståelse for og viden om Manglende Ben -problematikken, for Hr. Mor vidste, at Hr. Skoleinspektør havde arbejdet med andre Manglende Ben’ere tidligere. Hr. Mor havde dog ikke hørt om eller set hvilke løsninger, men havde fundet frem til i de andre tilfælde.

Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør ville vide, hvordan opgaven skulle gribes an på en professionel og konstruktiv måde. Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør kunne forstå situationens alvor og ville sørge for, at Hr. Klasselærer om nødvendigt måtte på kursus i sneglegangsbyggeri, at flere håndværkere måtte involveres i byggeprojektet, som så ud til at blive større end først antaget.

Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør kunne indse, at tid og penge brugt på Hr. Drengs tårn kunne komme mange andre end Hr. Dreng til gode. Dels vidste Hr. Mor, at der var flere Manglende Ben -mennesker i verden end de fleste havde indset og at der ville komme flere af dem i fremtiden, så tårnet med sneglegangen kunne bruges af fremtidige Manglende Ben’ere. Men Hr. Mor kunne også se at helt almindelige mennesker født med det mest almindelige antal ben kunne have glæde af både de nye byggeteknikker og af selv tårnet. Hr. Mor forventede at Hr. Skoleinspektør kunne indse at både Hr. Mor og Hr. Dreng gjorde, hvad de kunne for at få et godt byggeri på benene til glæde for alle parter.

Hr. Mor forventede desuden, at alle parter i byggeriet ville anse det for en naturlig ting, at Hr. Mor blev holdt nært orienteret om udviklingen i byggeprojektet, så Hr. Mor, som den der bedst kendte Hr. Dreng og Hr. Drengs særlige behov og desuden havde sat sig grundigt ind i sneglegangsbyggeri og Manglende Ben -problematikken i det hele taget, kunne være en del af et samarbejde om at få bygget et rigtig godt og velfungerende tårn.

Sådan gik det ikke. Hr. Skoleinspektør forstod ingenting og gjorde ingenting for at få sine ellers udmærkede håndværkere til at få byggeriet ordentligt i gang. Der blev ikke lavet overordnede og langsigtede byggeplaner, og de forberedelser, der blev foretaget var ukoordinerede og tilfældige, og de var på ingen måde baseret på den ellers tilgængelige viden om Manglende Ben - problematikken.

Hr. Skoleinspektør kunne ligesom Hr. Klasselærer ikke rigtig se problemet. Hr. Skoleinspektør havde i sin tid som rådgivende ingeniør mødt masser af andre, der ikke ville gå op af trapper, og det var som regel fordi de ikke havde lært at gebærde sig på trapper. Hr. Skoleinspektør kendte desuden også andre, der ikke sparkede rotter og atter andre, der ikke talte så meget om lakrids mellem tæerne, så det med Manglende Ben var ifølge Hr. Skoleinspektør nok i virkeligheden lidt af en dårlig undskyldning for at få noget særbehandling. Hr. Skoleinspektør mente, at Hr. Mor skulle bruge lidt mere tid på at lære Hr. Dreng at gå på trapper i stedet for at kræve, at der blev bygget på en anden måde, end Hr. Skoleinspektør og Hr. Klasselærer var vant til.

Og tiden gik. Hr. Dreng havde det dårligt. Hr. Mor blev frustreret. Hr. Mor begyndte at undersøge, om der var andre muligheder for at Hr. Dreng kunne få sit observatorium med sneglegang.

Og tænk sig!

Et rottespark fra stedet hvor det planlagte byggeri skulle finde sted lå der et tårn! Lad os kalde det Freja Tårnet. Ikke bare havde Freja Tårnet en sneglegang, som Hr. Dreng havde brug for. Freja Tårnet var bygget efter alle kunstens regler, så det kunne glæde og gavne mennesker med Manglende Ben. Ud over sneglegangen var der elevator. Og ikke bare én, men to, så en Manglende Ben’er kunne vælge om han ville køre udvendigt eller indvendigt.

Der var træningsområder, så Manglende Ben’eren kunne træne sine overarme og blive bedre til at køre i sin usynlige rullestol eller Manglende Ben’eren kunne træne de gangvorter, som man forventede ville vokse ud.

Der var ansatte ved Freja Tårnet, der havde særlig forstand på Manglende Ben, og derfor kunne de møde Manglende Ben’erne med forståelse og respekt og derfor kunne hjælpe dem kvalificeret til at få et fuldgyldigt liv uden ben. Oven i købet lå Freja Tårnet endnu tættere på Hr. Drengs og Hr. Mors hjem, så det ville være nemt for Hr. Dreng at komme dertil og han kunne bevare kontakten til sine kammerater i nærheden.

Autisme - og i særlig grad Aspergers Syndrom (AS), som jeg især kender til - er et usynligt handicap. Derfor bliver det på nogen måder et dobbelt handicap, fordi man udover selve handicappet skal kæmpe mod omgivelsernes uvidenhed og misforståelser. I de kommende dage frem til 2. april vil jeg hver dag postere et afsnit i den mærkelige historie om Hr. Dreng.

WAAD (
World Autism Awareness Day, 2. april) er en god anledning til at tage fat på snakken om hvad autisme og AS er for noget. Og måske bliver snakken endnu bedre, hvis der følger et stykke dejlig kage med! Læs opskriften på min WAAD-kage her. Almindelig udenpå - særlig indeni!

onsdag, april 01, 2009

Hr. Dreng og det mærkelige tårn - 3. del


3. Hr. Klasselærer

Hr. Mor startede med at tage kontakt med en god håndværkermester. Lad os kalde ham Hr. Klasselærer. Hr. Mor tænkte, at Hr. Klasselærer kunne bygge et højt tårn med et observatorium på toppen til Hr. Dreng, på den skole i nærheden af Hr. Drengs og Hr. Mors hjem, hvor Hr. Dreng allerede tilbragte meget af sin tid sammen med sine kammerater. Det ville Hr. Klasselærer da gerne. En opgave er en opgave.

Hr. Mor og Hr. Klasselærer havde samtaler, for at planlægge byggeriet, der ville blive lidt usædvanligt, fordi Hr. Mor ønskede, at tårnet skulle bygges med en sneglegang i stedet for trapper op til observatoriet.

Det viste sig hurtigt at på trods af Hr. Klasselærers gode vilje, så havde Hr. Klasselærer svært ved at tro på for alvor, at Hr. Dreng havde Manglende Ben. Hr. Klasselærer læste naturligvis Hr. Bispebjergs dokument, men kunne stadig ikke rigtig forstå det. Hr. Klasselærer kunne dybest set ikke se meningen i at bruge tid og penge på at bygge et tårn med sneglegang.

Trapper kendte Hr. Klasselærer til gengæld alt til, og Hr. Klasselærer mente, at det måtte være løsningen. Han var jo en fagmand, når det kom til trappebyggeri, så Hr. Mors forskellige forsøg på at vise, hvordan andre havde bygget sneglegange til personer med Manglende Ben, var ikke særligt velkomne. Hr. Klasselærer havde masser af trapper, der skulle bygges til kunder, der var godt tilfredse med Hr. Klasselærers trapper, og han kunne ikke bruge så meget tid på at sætte sig ind i sneglehuse.

Mens byggeprojektet gik lidt i stå blev Hr. Dreng mere og mere ked af ikke at kunne komme til at udfolde sine evner og talenter. Hr. Dreng oplevede igen og igen at blive misforstået. Hr. Dreng blev skældt ud, når han ikke magtede trapperne han stod overfor. Han blev fjernet fra sine venner, når han ikke sparkede rotter, som de andre. Han følte sig dum, når han ikke kunne bidrage med selvoplevet nyt fra skomodeverdenen. Han følte sig udenfor, når de andre talte om lakrids mellem tæerne.

Hr. Mor kunne se, at tingene ikke fungerede, og gjorde opmærksom på det. Hr. Klasselærer følte sig angrebet på sin faglighed, når Hr. Mor påpegede, at råskitserne til tårnet stadig indeholdt trappeplaner, og Hr. Klasselærer blev mere og mere ked af at have påtaget sig opgaven, og samarbejdet med Hr. Mor gik mere eller mindre i stå.

Autisme - og i særlig grad Aspergers Syndrom (AS), som jeg især kender til - er et usynligt handicap. Derfor bliver det på nogen måder et dobbelt handicap, fordi man udover selve handicappet skal kæmpe mod omgivelsernes uvidenhed og misforståelser. I de kommende dage frem til 2. april vil jeg hver dag postere et afsnit i den mærkelige historie om Hr. Dreng.

WAAD (World Autism Awareness Day, 2. april) er en god anledning til at tage fat på snakken om hvad autisme og AS er for noget. Og måske bliver snakken endnu bedre, hvis der følger et stykke dejlig kage med! Læs opskriften på min WAAD-kage her. Almindelig udenpå - særlig indeni!