lørdag, november 28, 2009

Efter Wien (1): Apfelstrudel

Apfelstrudelshow på Schloss Schönbrun - det er Wien i en nøddeskal. I forbindelse med min studietur til Wien med en flok studerende havde jeg opsnuset en attraktion, som jeg bare MÅTTE se: Et show på Hofbackstube på det fine, gigantiske slot Schönbrunn sydvest for Wiens centrum, som viser præcis hvordan rigtig apfelstrudel skal laves.

Og hvad kan egentlig gå galt? Kagen består jo kun af to ingredienser: dejen og fyldet! Sådan forklarede den unge bager Jasmin, mens hun i lynende fart jonglerede med mel og munterhed, æg og æbler, kanel og kagerulle, olie og masser af ord på både tysk og engelsk. Det SÅ vitterlig nemt ud, da hun strakte dejen indtil den blev så tynd, at man kunne læse en avis igennem den. Men man kan jo godt fornemme, at det måske ikke er helt så nemt.

Hjemkommet måtte jeg straks udfordre mig selv, og det gik faktisk hæderligt. Min Kitchenaid-baby æltede dejen, så den blev sej, lækker og elastisk, og jeg fik faktisk rullet og strukket den temmelig tynd:


Kun et par helt ubetydelige huller... Men ellers lige til at læse igennem.

Jeg lavede fyld med æbler (Belle de Boskoop - og det var nok ikke et optimalt valg. Et andet forsøg var med Ingrid Marie, og det blev langt bedre! De blev meget blødere og "saftige" i ovnen.), sure kirsebær (købt frosne), sukker og rasp ristet i smør.

Rulle, rulle, rulle og ind i ovnen. Og vupti: apfelstrudel!

Et meget sympatisk træk ved Wienerne er deres glæde ved flødeskum. Flødeskum til strudelen, flødeskum i kaffen og for de hardcore: flødeskum med flødeskum på. :-)
250 g mel (glutenholdig; jeg brugte Gluten)
1 dl lunkent vand
1 lille æg
20 g olie fx. raps- eller vindruekerneolie
lidt salt

Ælt ingredienserne sammen og ælt til dejen er glat og elastisk. Rul ud med en kagerulle og træk og stræk derefter dejen indtil den er papirtynd - og rektangulær-agtig. Læg evt. den tynde dej på et stort stykke bagepapir eller et rent klæde; så har du et underlag, som kan støtte dig, når strudelen skal rulles sammen.
100 g rasp
50 g smør
Rist raspen i smørret indtil det er gyldent. Køl af. Tilsæt:
150 g sukker
lidt kanel
Tilbered fyldet af:
1 kg æbler skåret i småstykker
175 g rosiner; evt. opblødt i rom (Jeg havde trang til at putte kirsebær og ikke rosiner i min kage - og fik altså i realiteten lavet en apfel-kirsch-strudel)
rasp/sukker-blandingen
Læg fyldet langs den ene langside af dejen. Rul dejen om fyldet og sørg for at få enderne lukket. Du kan vride evt. overskydende dej af og lægge enderne ind under kagen.
Bag strudelen i ovnen ved ca. 200 grader indtil den er smukt gylden - ca. 30-40 minutter. Og husk så MASSER af flødeskum!

Ingen kommentarer: