[Foredrag][Opskrifter][Videoer & billeder][Historie & historier][Om mig][Blog][Home]

Spanische Windtorte - Navettes - Auroras chokoladekage - Verdens første bryllupskage
Kardemommesnebolde - Lavendelsbiscotti - Panellets - Chokolade-valnøddekage -
Fattigmandskransekage - La Galette des Rois - Vild-i-varmen-kage - Pinsekage

Pinsekage
(Til ca. 20 personer. Komponeret til og serveret i Gethsemane Kirke, Vesterbro, pinsedag 2008)
Se opskrift som pdf-fil.

Jeg har ikke kunnet finde nogen traditionelle pinsekager, så derfor måtte jeg opfinde en: Pinsen er kirkens fødselsdag og derfor er kagen er i lagkagestil med lys på. Kagen er hvid med røde lys, fordi rød er pinsens og Helligåndens farve. Fyldet er med passionsfrugt, fordi passionen – lidelseshistorien i påsken – er baggrunden for pinsens begivenheder.
Man kan selvfølgelig bage sine lagkagebunde selv, men jeg valgte den nemme løsning i dette tilfælde og købte bundene færdige. Når bare der kommer godt snask i og fint pynt på, så skal det nok blive til en skøn kage!

2 pakker lagkagebunde
¾ l piskefløde
600 g hvid chokolade
1½ dl passionsfrugtpasta
(købt i INCO; hvis det ikke kan skaffes, kan rigtig passionsfrugtpulp bruges. Der skal så lidt mere til.)
1 lille glas abrikosmarmelade
25 g mørk chokolade
sugarpaste til overtræk
1 æggehvide
flormelis
12 røde kagelys
1 sukkerdue

Du skal helst begynde at lave fyldet dagen i forvejen. Varm fløden op til kogepunktet i en lille gryde. Tag gryden af varmen. Læg den hvide chokolade i den varme fløde og rør rundt til chokoladen er helt opløst og du har en glat masse. Rør passionsfrugten i. Stil blandingen i køleskabet til dagen efter.

Når kagen skal samles smører du alle bundene med et tyndt lag abrikosmarmelade. Læg den mørke chokolade i hjørnet af en lille plasticpose og smelt chokoladen i mikroovnen eller evt. i et vandbad. ”Ælt” chokoladen lidt, så du er sikker på, at der ikke er klumper i. Hvis du har brugt vandbad, så sørg for at posen er tørret grundigt inden du går videre. Klip et lille stykke af hjørnet af posen og sprøjt striber af chokolade oven på abrikosmarmeladen på bundene. Stil gerne bundene lidt køligt, så chokoladen kan stivne.

Tag passions-chokomassen fra køleskabet og pisk den op med elpiskeren. Den bliver lidt luftigere og lysere på den måde. Og så skal kagen bygges op: bund med marmelade og mørk chokolade, et godt lag passionscreme, bund, creme osv. til du har brugt alle 6 bunde. den sidste vender du med marmelade-siden nedad.

Der skal være et par dl. passionscreme tilbage, så du kan dække kagen med et tyndt lag både på toppen og siderne. Sugarpasten skal have noget at sidde fast på.

Du ruller en stor klump sugarpaste ud til et tyndt lag – sørg for at have Maizena på bord og kagerulle, så det ikke klistrer fast – og betræk kagen. Skær overskydende sugarpaste af, så kanten bliver pæn.

Rør en ret tyk glasur af æggehvide og flormelis og kom glasuren i en sprøjtepose. Du kan bruge en plastikpose igen, men en rigtig pose er bedre, især hvis du vil bruge en sprøjtetylle til lidt mere avancerede glasurmønstre.

Sæt sukkerduen fast med en klat glasur. (Hvis du ikke kan skaffe en sukkerdue, kan du evt. tegne omridset af en due i glasur eller du kan sætte et stort helligåndslys i midten.) Giv kagen glasurkanter – også gerne ved overgangen mellem kage og fad – og sæt lysene i kagen rundt om duen/lyset.

Hvis sugarpasteprojektet bliver for overvældende og besværligt, så er kagen også fin bare med den gyldne creme. Kagen skal endelig holdes kølig, for cremen bliver blød, hvis den bliver varm og så kan de mange etager skride ud.

Rigtig god pinse!

[Foredrag][Opskrifter][Videoer & billeder][Historie & historier][Om mig][Blog][Home]

Kontakt mig på lise@kagekagekage.dk!

E-junkie Shopping Cart and Digital Delivery