mandag, november 18, 2013

Madeleines - på sporet af Proust og den tabte tid

En tilsnigelse til to jubilæer:


En opfølgende indrømmelse: jeg har ikke læst Proust. Hverken på fransk eller i oversættelse. Men der er noget med en kage.
Madeleinekage
Marcel Proust navnkundige værk handler - vistnok - om noget så flygtigt og luftigt som tid, bevidsthed og hukommelse. Der er  - vistnok - også en form for handling i de syv bind, men det er ikke handlingsforløbet, der har udødeliggjort Proust, På sporet og madeleinekagen.

Proust anses for at være en af de første, der bruger skriveteknikken stream of consciousnesspå dansk bevidsthedsstrøm - og det betyder, at han sætter ord til papiret, når de fleste andre mennesker nøjes med at lade tankerne flyde i en slags indre monolog med sig selv. Teknikken medfører, at beskrivelsen af selv små og hidtil ubetydelige hændelser svulmer op til et fantastisk omfang, og det bliver - vistnok - lidt af en udfordring at læse selve teksten. Men nogen gør det - og kommer forandrede ud på den anden side. Mere om det senere.
Sidste side af Prousts manuskript til sidste bind Den genfundne tid i værket På sporet af den tabte tid.
Tilbage til kagen, der er grunden til, at jeg overhovedet har fået øjnene op for denne sære, franske forfatter. Madeleinekagen optræder flere gange i det omfangsrige værk og er blevet kendt som eksemplet par excellence på erindringsglimt, altså minder, der - uden hjælp fra viljens kraft - dukker frem af bevidstheden, fordi en fysisk sansning - en smag, en duft - henter noget, der ellers var glemt, frem fra hukommelsens dyb. Fortælleren oplever dette fænomen - at blive ført mentalt set tilbage i tid og sted - da han spiser en madeleinekage og drikker en kop lindeblomstte.
Smagen af netop dén kage og dén te bringer minder frem i fortællerens bevidsthed - og det er han altså ret ferm til at sætte ord på. Der dukker fyldige minder op om tante Léonie og søndagsmorgener fra for længe siden.

Her er (Wikipedias udgave af) teksten på engelsk: No sooner had the warm liquid mixed with the crumbs touched my palate than a shudder ran through me and I stopped, intent upon the extraordinary thing that was happening to me. An exquisite pleasure had invaded my senses, something isolated, detached, with no suggestion of its origin. And at once the vicissitudes of life had become indifferent to me, its disasters innocuous, its brevity illusory – this new sensation having had on me the effect which love has of filling me with a precious essence; or rather this essence was not in me it was me. ... Whence did it come? What did it mean? How could I seize and apprehend it? ... And suddenly the memory revealed itself. The taste was that of the little piece of madeleine which on Sunday mornings at Combray (because on those mornings I did not go out before mass), when I went to say good morning to her in her bedroom, my aunt Léonie used to give me, dipping it first in her own cup of tea or tisane. The sight of the little madeleine had recalled nothing to my mind before I tasted it. And all from my cup of tea.

Beskrivelsen af madeleinekagen her er ikke voldsomt lang, og den er nogenlunde til at gå til. Desuden vil de fleste vil kunne genkende netop den oplevelse, at en smag eller en duft fører minder med sig. Måske er han ikke så farlig endda, ham Proust? I andre tilfælde er Proust dog noget mere udførlig, og de første ca. 30 sider af første bind beskriver - vistnok - hvad der foregår i hovedet på fortælleren, i tiden inden han falder i søvn. 30 sider!

Det er et klokkeklart proustiansk (?) erindringsglimt, der rammer den kolde, onde madanmelder, Anton Ego, i filmen Ratatouille. En lille mundfuld mad fører ham i et splitsekund tilbage til barndommen og mors varme kødgryder - og manden forvandles.

Monty Python har gjort sig muntre over Prousts særlige fortællestil i en sketch fra 1972: The All-England Summarise Proust Competition. Deltagerne i konkurrencens finale skal - først i badedragt og siden i aftentøj - opsummere På sporet af den tabte tid, og de har maksimalt femten sekunder til deres rådighed! Det er selvfølgelig ikke kedeligt!

Og for nu at vende tilbage til, hvordan man kan blive forandret af at læse Proust: jeg har anskaffet mig (Kindle-udgaven af) bogen How Proust can change your life, som er forfattet af en meget klog og velskrivende schweizer/englænder, Alain de Botton.

Alain de Botton fører sin læser - i hvert fald denne læser - ind i Prousts skriverier på en måde, så læseren får lyst til at sætte elektroniske bogmærker på næsten hver eneste side. Han hjælper læseren til at finde en vis mening i Prousts fyldige "nærbilleder" af virkeligheden: de skal simpelthen give et nyt blik og en ny forståelse af det, som vi ellers fristes til at finde trivielt, ligegyldigt og ikke værdigt til vores opmærksomhed. Ved at se med reel undren og opmærksomhed på nære, simple, hverdagsagtig hændelser og ting kan verden blive stor og fantastisk uden at man behøver at foretage de helt store armbevægelser.

The only true voyage of discovery, the only fountain of Eternal Youth, would be not to visit strange lands but to possess other eyes, to behold the universe through the eyes of another, of a hundred others, to behold the hundred universes that each of them beholds, that each of them is; and this we can contrive with an Elstir, with a Vinteuil; with men like these we do really fly from star to star.  Eller som citatet lyder i en ofte fremført forkortelse: The real voyage of discovery consists not in seeking new landscapes, but in having new eyes.

Det er måske værd at nævne her, at Proust havde et dårligt helbred - både fysisk og psykisk - og han tilbragte de sidste mange år af sit relativt korte liv i sengen i et mørkelagt soveværelse, hvor han sad og skrev med notesbøger på sine knæ. Han havde således formodentlig en vis motivation til at se hele verdens forunderlighed i de helt små og nære ting.
Soveværelset genskabt på museet Carnavalet med lyddæmpende kork på væggene.
Alain de Bottons pointe er - vistnok - at Proust (og andre store forfattere) kan fungere som fremragende nye øjne, som man får lov til at se verden med og at man dermed får chancen for at opdage sider af tilværelsen, som ens egne øjne måske ikke ville have opfanget.

På YouTube ligger en BBC-udsendelse, som er en slags dramatiseret filmatisering af de Bottons bog og man kan også finde en fransk indspilning af På sporet af den tabte tid med Catherine Deneuve i en stor rolle - synkroniseret til italiensk! Det skal ikke være nemt.

Jeg er hverken halvt eller helt igennem de Bottons bog, har ikke set videoerne på YouTube til ende og er slet ikke begyndt på Proust himself, men jeg er alligevel fascineret. Tænk, hvilke skønne hjørner af tilværelsen, som den lille ydmyge madeleinekage allerede har sendt mig ud i, bare fordi jeg kiggede lidt nærmere på den.

Madeleinekagen er omgærdet af en vis mystik, og mange mennesker har holdninger til kagen, men det gælder bare om at komme i gang og gøre sig sine egne små erfaringer. Ligesom med Proust.

De er ikke svære at bage, men de er klart bedst når de er helt nybagte. Efter bare nogle få timer begynder de at blive lidt kedelige.

Madeleines med pistacienødder
  • 100 g smør
  • 25 g pistacienødder
  • 60 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 1/2 citron (skal)

Smelt smørret. Lad det køle lidt af. 

Hak pistacienødderne fint eller findel dem i en foodprocessor eller kaffekværn. Bland nødderne med mel og bagepulver.

Pisk æg, sukker og revet citronskal lyst og luftigt i en anden skål. Vend forsigtigt melblandingen i æggeblandingen. Vend til sidst det smeltede smør i dejen. Lad dejen stå i køleskabet i mindst en time.

Fordel dejen i madeleineforme, der er smurt med smør og drysset med mel. (Forme til madeleinekager kan fås både i metal og silikone og i forskellige størrelser; se fx. hos H. W. Larsen i Kødbyen i København. Det særlige ved madeleineforme er, at de er formede som muslingeskaller.)

Bag kagerne ved 200º i ca. 10 minutter. De skal være let gyldne. 

(Jeg har læst, at kagerne - hvis de skal være helt rigtige - skal have en "knold" på oversiden, som altså bliver undersiden, når den fine muslingeside vendes opad. Knolden kan opnås på den dårlige måde: at tilføje ekstra bagepulver eller på den gode måde: at lade dejen stå på køl længe nok. Jeg gjorde ingen af delene, og det var en fin lille kage alligevel.
Lad madeleinekagerne køle lidt af i formen, inden du tager dem ud. Drys evt. med flormelis. 
Server med lindeblomst-te. Eller i mangel af den rene vare: Fleur de Provence fra Tante-T. En fin og mild te, der ud over lindeblomst også indeholder solsikkeblomst, kamille, ingefær og morgenfrue, og som helt sikkert kan lægge grunden til nye, fremtidige erindringsglimt.